Store chancer misbrugt da HIF tabte til tophold

Store chancer misbrugt da HIF tabte til tophold

2-1 nederlag mod Silkeborg, hvor HIF lige så godt kunne have vundet. Mod guldvinderne FCK i Parken på lørdag

FODBOLD: Det var endnu en af de kampe, hvor Hvidovre langt hen ad vejen spillede lige om med et af de store tophold i Superligaen. Men sejren og point udeblev, fordi et par 100 procent-chancer blev misbrugt..

Fredagens modstander Silkeborg kom spruttende af selvtillid og kunne med en sejr rykke midlertidigt op på 1. pladsen, mens Hvidovre fortsat jagtede sæsonens første sejr. Det var dog ikke til at se på spillet, at det var top imod bund, for selvom stormvinden huserede ned mod Hvidovrevej, blev der faktisk spillet ganske nydeligt fodbold af begge hold.

Hvidovre havde flere gode omstillinger fra Lirim Qamili, ligesom tilbagevendende Marc Nielsen havde et par gode hjørnespark som med lidt mere hjælp fra vinden var ved at sejle i mål.

Grim mavepuster

Desværre var det gæsterne fra Silkeborg der først kom på tavlen. Anfører Daniel Stenderup snublede uheldigt i bolden og gav en gratis chance til topscorer Alexander Lind, der takkede for den gave og løb ned og scorede hos en chanceløs Filip Djukic i HIF-målet. En grim mavepuster for Hvidovre der ellers have haft et godt overtag på spillet.

Hvidovre forsatte dog den offensive tilgang og efter en halv times spil fik man tilkæmpet sig et frispark i højre side. Marc Nielsen sendte en inderskruet bold ind i feltet, som Silkeborg-keeper Nicolaj Larsen ikke får kontrol over, Tobias Thomsen var hurtig over returen og får moslet bolden i mål til 1-1. Herefter fulgte et VAR maraton, hvor dommerne brugte lidt over fem minutter på at vurdere om der var offside eller mål. Men efter den længe voteringstid kunne jubelen bryde ud, da målet blev anerkendt.

Det gav Hvidovre blod på tanden, og selvom topholdet ikke var uden chancer, havde Hvidovre faktisk godt styr på opgøret.

Kort efter pausen skulle Christian ”Greko” Jakobsen have sendt sit hold på sejrskurs, da Lirim Qamili flot fik sendt en hælaflevering ind til Greko, der ikke fik kvalitet nok i afslutningen der gik over mål. Det var en 100 procent chance! Og ”Greko” havde en lignende chance bagefter, som også burde have givet bonus.

Det var ikke de eneste muligheder Hvidovre fik, men produktet (MÅL) udeblev, derfor var det også ekstra hårdt da indskiftede Tonni Adamsen sendte et hjørnespark direkte i mål til slutresultatet 2-1, med et kvarter igen. Både HIF-keeperen og forsvaret fejlbedømte boldens bane i det kraftige vind.

Træner teamet forsøgte at sende Mathias Andreasen og Nicolai Geertsen ind de sidste ti minutter, men de to store folk nåede aldrig at sætte deres aftryk på kampen.

Guldvinderne venter

Det vil nok være sæsonens største sensation hvis Hvidovre henter den første Superliga-sejr i 26 år på lørdag. Modstanderen er nemlig de forsvarende mestre FC København, der i øjeblikket ligner storfavorit til at genvinde titlen. Alligevel er der god chance for en festlig aften. Klubben og HIF’s Gamle Kæmper står nemlig for en bustur til Parken. Her er Prisen 200 kr. for bus og kamp billet som kan købes på shop.hvidovrefodboldbold.dk

ka-ma

Foto: Målscorer Tobias Thomsen.