Stormøde skal styrke trygheden

Avedøre er kendt for sine stærke fællesskaber og engagerede borgere, og den styrke skal nu bruges til at skabe mere tryghed i området.
NYHEDER: Avedøre har i mange år været et godt sted at bo med plads til forskellighed, nærhed og sammenhold - og sådan skal det blive ved med at være.
Derfor inviterer Hvidovres Kommunalbestyrelse nu til et stort borgermøde, hvor trygheden i Avedøre er på dagsordenen. Mødet finder sted tirsdag den 17. juni kl. 19-21 i Byparken i Avedøre og er åbent for alle, der bor i eller har tilknytning til området - også naboer og grundejerforeninger fra omkringliggende områder.
Fokus på løsninger
Stormødet er kommet i stand, efter borgere og erhvervsdrivende i området har udtrykt bekymring for en stigende utryghed i hverdagen. Mødet bliver derfor en aften med ærlig dialog og konkrete bud på løsninger til, hvordan man i fællesskab kan komme utrygheden til livs.
På mødet vil både politiet, SSP, boligforeninger og DSB deltage, og sammen med kommunen vil de fortælle, hvad der allerede gøres i området - og hvad der kan gøres bedre.
Men vigtigst af alt bliver borgerne hørt. Du får mulighed for at give din oplevelse af byen - og komme med forslag til, hvordan udfordringerne kan tackles.
- Det her handler ikke kun om tal og planer. Det handler om mennesker og hverdag. Derfor skal vi lytte til dem, der bor her, og finde løsninger sammen, siger borgmester Anders Wolf Andresen.
- Når vi står sammen om Avedøre, står vi stærkere - og det er sådan, vi sikrer, at Avedøre forbliver et godt og trygt sted at bo og færdes, siger han.
Utryghed skal ikke få lov at fylde
Borgmesteren lægger ikke skjul på, at det især er hændelser ved stationen og i det offentlige rum, der på det seneste har vakt bekymring. Det skal der sættes ind overfor.
Derfor bliver der på mødet ikke kun snak, men også inspiration og handlemuligheder. Deltagerne vil få konkrete oplysninger om, hvor og hvordan man kan få hjælp, hvis man føler sig utryg eller har haft dårlige oplevelser. Kommunen vil også fortælle om de initiativer, der allerede er sat i gang for at styrke trygheden.
- Jeg håber, at rigtig mange vil møde op og tage del i snakken. Tryghed skaber vi sammen - og det begynder med en åben dialog, understreger borgmesteren.
Mødet finder sted tirsdag den 17. juni kl. 19.00 – 21.00 i Byparken i Avedøre.