Strid om vejforløb forsinker byggeplaner

Strid om vejforløb forsinker byggeplaner

– for det store byggeri på hjørnet af Hvidovrevej og Gl. Køge Landevej

NYHEDER: Planerne for det store byggeri ved Hvidovrevej 432-438 og Gammel Køge Landevej 362 (AOF huset) er igen blevet forsinket, fordi politikerne på By- og Planudvalgets seneste møde anbefalede ikke at godkende den supplerende indstilling om scenarie 2.

Byrådet skal tage stilling til Lokalplan 347, som åbner for opførelse af en bebyggelse i 6-12 etager med boliger, butikker og caféer – og plads til den eksisterende dagligvarebutik. Projektet kommer fra udviklerfirmaet Innovator A/S, der har opkøbt hele området.

To mulige løsninger – én med færre boliger
Debatten handler især om, hvad der skal ske med Ajax Allé. Kommunen har fået udarbejdet trafikundersøgelser, som munder ud i to scenarier:

  • Scenarie 1: Ajax Allé lukkes ved byggeriet, men der laves en smal adgang til renovationsbiler. Til gengæld åbnes Skelgårds Vænge igen for trafik. Denne løsning betyder, at byggeriet stort set kan gennemføres som planlagt.
  • Scenarie 2: Ajax Allé bevares, men flyttes langs jernbanen og forbindes til Hvidovrevej med et nyt lyskryds. Det giver bedre adgang for beboere og varelevering, men betyder, at der må bygges ca. 2.100 m² mindre – svarende til omkring 29 færre boliger – og at et antal parkeringspladser forsvinder.

Trafiksikkerhed og affaldsrum på dagsordenen

Da sagen senest var på dagsordenen i juni, blev den taget af, fordi kommunens vejmyndighed ikke havde godkendt scenarie 2. Der manglede detaljer om vejbredder, kørekurver og lyskryds.

Siden har udvikler sendt nye tegninger. Blandt ændringerne er, at affaldsmolokker på Ajax Allé flyttes ind i bygningen som containere, så renovationsbiler kan holde på Hvidovrevej i stedet. Det kan dog betyde, at planlagte caféarealer bliver inddraget til affaldsrum.

Lokal modstand
55 borgere og foreninger har indsendt høringssvar. Mange er kritiske over bygningens højde, trafikforholdene og parkeringsmulighederne. Flere finder byggeriet for massivt og ikke i tråd med Hvidovres bymiljø.

Hvis byrådet vælger scenarie 1, kan kommunen sælge sin del af grunden til den pris, der allerede er aftalt med udvikler. Vælger man scenarie 2, skal kontrakten genforhandles, og kommunen kan få en lavere indtægt.

Kommunalbestyrelsen skal nu beslutte, om lokalplanen kan vedtages endeligt, og hvilket scenarie der skal bruges. På det seneste møde anbefalede By- og Planudvalget dog ikke at godkende den supplerende indstilling om at vælge scenarie 2, så spørgsmålet er stadig åbent.

FAKTA: To veje for Lokalplan 347
Scenarie 1: Lukket Ajax Allé

  • Ajax Allé lukkes ved byggeriet, men smal adgang til renovationsbiler bevares.
  • Skelgårds Vænge åbnes igen for trafik.
  • Byggeriet kan stort set gennemføres som oprindeligt planlagt.
  • Ingen reduktion i antal boliger.
  • Kommunens salgsaftale med udvikler kan gennemføres som aftalt.

Scenarie 2: Flyttet Ajax Allé

  • Ajax Allé flyttes langs jernbanen og forbindes til Hvidovrevej med nyt lyskryds.
  • Bedre adgang for beboere, varetransport og busser.
  • Byggeriet reduceres med ca. 2.100 m² (omkring 29 færre boliger).
  • Færre parkeringspladser på terræn.
  • Salgsaftale med udvikler skal genforhandles – mulig lavere indtægt til kommunen.

Foto: Planerne for det påtænkte byggeri på hjørnet af Hvidovrevej og Gl. Køge Landevej er igen blevet forsinket.

red
menu
menu