SYV KOMMUNER HOLDT “HAVETS FOLKEMØDE” UDEN OM HVIDOVRE

SYV KOMMUNER HOLDT “HAVETS FOLKEMØDE” UDEN OM HVIDOVRE

LÆSERBREV: Havets Folkemøde i Køge var et vellykket “folkemøde” med ca. 300 deltagere. Det er lidt tvivlsomt at invitere til folkemøde og holde dem, man er uenig med uden for. Hvidovre er lagt på is af Brøndby, Vallensbæk, Ishøj, Greve, Solrød, Køge og Stevns kommuner fra “Køge Bugt Alliancen”. Danmarks Naturfredningsforening (DN) holdt også Hvidovre i eksil, men 10 dage før fik borgmester Anders Wolf Andresen en invitation efter hård kritik på sociale medier. Borgmesteren var forhindret, og de syv kommuner valgte ikke at invitere andre politikere eller eksperter fra Hvidovre med.

Den store debat på Hovedscenen var grel at lytte til. 14 mennesker hakkede løs på Hvidovre uden at blive sagt imod.

Det var radikale Zenia Stampe, Enhedslistens Trine Pertou Mach, DN’s præsident Maria Reumert Gjerding, de syv borgmestre fra Køge Bugt Alliancen og eksperterne Michael Palmgren, Stiig Markager og Morten Holtegaard.

Jeg havde taget et skilt med “Hvorfor er der ingen repræsentant for Hvidovre Kommune i panelet?”. Det blev vist frem for de allerfleste i publikum og paneldeltagerne. Der var et par af de syv borgmestre, som var misfornøjede med at se skiltet, nævner ingen navne.

Der bliver formentlig Havets Folkemøde i Brøndby til næste år – og forhåbentlig er Hvidovre velkommen?

På overfladen handler debatten om Holmene om miljø. Men lige under overfladen er man misfornøjet med, at Holmene kan gøre Hvidovre til et lokomotiv for Køge Bugt tættest på København, og de syv kommuner ønsker ikke at være passagervogne i det projekt.

Køge Bugt Alliancen er styret stramt, formentlig efter en planlagt af lobbyvirksomheden Operate? Køge Kommune har afvist aktindsigt i samarbejdet og kun fremlagt dokumenter med de vitale informationer ting skjult af store sorte felter.

Havets Folkemøde fortjener anerkendelse for at have samlet mange mennesker og mange med betydelig viden og et stort engagement til debat. Det var en fornøjelse at få kendskab til, hvilke punkter, som er anstødssten i projekt Holmene rundt om i de syv kommuner. Den grønne raket skal bygges om, hvis den skal op at flyve.

En af kvaliteterne ved at deltage i Havets Folkemøde var muligheden for at møde Køge Bugt Alliancens syv borgmestre. Marie Stærke (S-Køge) Pernille Beckmann (V-Greve) Emil Blücher (LA-Solrød) Henning Urban Dam (S-Stevns) Henrik Rasmussen (K-Vallensbæk) Merete Amdisen (S-Ishøj) Kent Max Magelund (S-Brøndby).

Se dem, lytte til dem, studere deres kropssprog og fornemme, hvad det er de vil og ikke vil? Hvis Holmene bliver realiseret, så giver det Hvidovre rollen som “lokomotiv” for erhvervsudviklingen i Køge Bugt. De syv selvbevidste og stolte borgmestre bryder sig ikke om den tanke, at deres kommuner får rollen som “passagervogne” efter lokomotivet.

Per Vers var imponerende talentfuld til at tage referat med rap. Per Vers satte ord på konflikten mellem syv kommuner og Hvidovre om Holmene:

“Men Hvidovre har blues”. “Holmene, det er da natur plus. Hvorfor er vi ikke med? Svaret synes Per er let. Det her er Alliancen. Hvidovre er imperiet. Det var sådan lidt “Starwars””.

Spørgsmålet er, om Hvidovre evner at komme ud af rollen som det onde imperium?

Desværre svært. De syv forurettede kommuner vil forblive forurettede. De vil afvise alle Hvidovres forsøg på dialog og udstrakte hænder. Hvidovre er overladt til at gå selv, sammen med København og staten.

Hvidovre må selv bekoste to nye rapporter. Hvis de syv ikke ønsker et fælles Køge Bugt Råd, så må Hvidovre skabe balance med mod-rapporter til Alliancens ensidige miljøvurdering. En rapport som minutiøst kortlægger de syv kommuners nuværende udledninger og historiske projekter med stor forurening. Debatten savner også et nyt studie af de miljømæssige potentialer, når projektet står færdigt, tænk bare på Øresundsforbindelsen og Storebæltsbroen.

Det ensidige Havets Folkemøde blev en boomerang for de syv kommuner, da begivenheden fremkaldte modvilje på Christiansborg. Der var ingen politikere fra partierne bag Holmene, som deltog, og selv programsatte politikere blev væk.

Med hilsen

Lars H. Nielsen Guldbærvænget 7

Foto: Havets folkemøde skilt