TALBLINDHED SKAL TAGES LIGE SÅ ALVORLIGT SOM ORDBLINDHED

LÆSERDEBAT: I folkeskolen var matematik mit mareridt. Jeg prøvede alt, hvad jeg kunne, men tallene gav ingen mening. Jeg sad med en klump i maven og tænkte: Hvorfor kan jeg ikke finde ud af det, når alle andre kan?

Jeg fik at vide, at jeg bare skulle øve mig. Tage mig sammen. Men uanset hvor meget jeg øvede mig, hjalp det ikke. Jeg følte mig dum, forkert og anderledes.

Først som voksen fandt jeg ud af, at jeg er talblind – en reel indlæringsvanskelighed, der påvirker, hvordan hjernen bearbejder tal. Det handler ikke om dovenskab eller manglende indsats, men om neurologiske forskelle.

Desværre er der stadig ingen ret til udredning for talblindhed i Danmark. Det betyder, at børn og unge i Hvidovre og resten af landet fortsat bliver mødt med de samme ord, jeg selv hørte for 30 år siden:

“Du skal bare øve dig lidt mere"...

Men øvelse gør ikke altid mester, når det handler om talblindhed. Den rette støtte og forståelse gør.

Vi har gjort store fremskridt, når det gælder ordblindhed – der findes test, hjælpemidler og støtte i folkeskolen. Men når det gælder talblindhed, halter vi langt bagefter. Det efterlader mange børn med lavt selvværd og færre uddannelsesmuligheder, selvom de ofte er både kreative, empatiske og stærke på andre områder.

Jeg håber, at Hvidovre Kommune vil gå forrest i arbejdet med at ændre det.

At vores skoler får viden og redskaber til at opdage og støtte de elever, der kæmper med tal.

At lærere, pædagoger og forældre får mulighed for at tage en reel snak om talblindhed – og at børnene ikke længere bliver mødt med misforståelser, men med forståelse.

For det handler ikke kun om matematik. Det handler om børns trivsel, selvtillid og fremtid.

Jeg er 43 år, uddannet pædagog og stolt af det menneske, jeg er i dag. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan mit skoleliv kunne have set ud, hvis nogen dengang havde forstået, hvad talblindhed er.

Ingen børn i Hvidovre – eller i Danmark – skal føle sig dumme, bare fordi deres hjerne tænker anderledes.

Med venlig hilsen
Jasmia Riggelsen