Temperaturen sænkes ikke i skoler og fritidscentre

 Temperaturen sænkes ikke i skoler og fritidscentre

Brugere af de kommunale bygninger får 21 grader i lokalerne denne vinter

Vinteren nærmer sig med hastige skridt, og selvom vi stadig skal spare på energien, så bliver temperaturen i år ikke sænket i kommunens bygninger som skoler, fritidscentre og rådhuset.

- Sidste vinter besluttede Kommunalbestyrelsen at følge Regeringens anbefaling om at spare på varmen i vinteren 2022/2023 ved at nedsætte temperaturen til 19 grader i offentlige bygninger. I dag anbefaler regeringen ikke dette længere. Derfor vender vi i Hvidovre Kommune tilbage til en rumtemperatur på 21 grader i kommunens bygninger den kommende vintersæson, siger centerchef for Økonomi og Personale, Søren Lenau og fortsætter:

- Til gengæld er det med budgettet besluttet at andre energibesparelser fastholdes, hvilket betyder, at der fortsat slukkes for det trådløse internet på Rådhuset fra kl. 23-05, og at der fortsat sættes fokus på energibesparende tiltag og brugeradfærd.

Det skal ske gennem en øget bevidsthed hos medarbejderne om energisparende tiltag og en generel styrkelse af medarbejdernes brugeradfærd ift. at huske at spare på el, vand og varme. Medarbejderne er også blevet opfordret til lokalt at drøfte tiltag, der kan nedbringe energiforbruget.

 

 

red