To lokale unge talenter tager til USA for at dyste i CrossFit Games
CROSSFIT: I en alder af blot 15 år har de to lokale Hvidovredrenge Emil Thers Gøttsche og Benjamin Svendsen kvalificeret sig til CrossFit Games i Columbus, Ohio. De to venner har trænet seriøst i den lokale CrossFit-boks, Crossboksen2650, i de sidste tre år og har nu fået chancen for at konkurrere mod de bedste i verden i deres aldersgruppe.
En hård kvalifikation
Kvalifikationen til CrossFit Games startede tilbage i februar, og de to unge talenter har været igennem en hård proces for at nå så langt. Ud af over 2.000 tilmeldte har kun de 30 bedste i verden kvalificeret sig, og Emil og Benjamin er blandt dem.
– Det er en stor oplevelse at endelig få muligheden for at konkurrere mod de bedste. Det har været en drøm for mig at kvalificere mig til CrossFit Games i nogle år nu, så jeg er mega glad for, at den nu går i opfyldelse, siger Emil.
Benjamin tilføjer:
– Det er en smule surrealistisk. Jeg havde i bund og grund ikke turdet håbe på det, da jeg vidste, at dem jeg konkurrerer mod, er vildt stærke. Det, der føltes mest nervepirrende, var perioden mellem de åbne kvalifikationer (OPEN) og semifinalen, da jeg vidste, at jeg skulle presse mig endnu mere i semifinalerne end i finalen. Men da alle mine scores var blevet valideret, var jeg næsten så udmattet af spænding, at jeg slet ikke havde overskud til at fejre. Men nu glæder jeg mig hver dag til vi skal afsted...
Balance mellem træning og skole
At balancere træning med skolearbejde har ikke været nemt, men begge drenge har fundet måder at håndtere det på. Emil går i en idrætklasse, hvilket har givet ham bedre mulighed for at træne, og han prøver at være så effektiv som muligt i skolen, så han ikke behøver at bekymre sig om lektier i sin fritid.
– Jeg har været heldig, at mit træningscenter ligger tæt på min skole, så jeg har haft nemt ved at få min tidsplan til at gå op, da jeg bare trænede før og efter skole. Jeg har jo altid været udmattet efter skole og specielt efter træning, så jeg laver sjældent lektier i hverdagen. Men derfor har jeg også virkeligt fokuseret på at lytte med i timerne og gøre mit bedste akademisk, når jeg vidste, jeg ikke fik tid til lektier derhjemme. Men jeg ville sige, jeg har klaret det ret godt med at balancere min skole og træning, da jeg fik en masse 12-taller i min afgangseksamen! Jeg ville nok heller ikke kunne have gjort det uden min mor og far, da de har troppet op en hel del ved blandt andet at lave min madpakker og sørge for, at jeg fik nok at spise, siger Benjamin.
Udfordringer undervejs
Den største udfordring for Benjamin har været at holde nerverne ved ro, specielt imellem kvalifikationsrunderne og når man venter på, at der bliver afsløret en ny workout, man skal lave.
– Jeg har nemlig meget svært ved at tænke på andet i de perioder, hvilket kan gøre mig fysisk og mentalt udmattet og fucke lidt med mit mentale velvære. Det er helt klart blevet bedre, siden jeg startede med at konkurrere, men jeg må bare erkende, at det er en del af oplevelsen. Men det gør til gengæld også følelsen, når det er gået godt eller er overstået, så meget bedre, da jeg ved, jeg har taget det seriøst!, siger Benjamin.
Forberedelse til konkurrencen
Både Emil og Benjamin har en træner, der har programmeret deres træning, så de er i den bedste form muligt til Games. Mentalt prøver de begge at være positive og tænke gode tanker.
– Jeg glæder mig meget til at afprøve mine kræfter mod folk på min egen alder, som enten er lige så gode eller bedre end mig til CrossFit. Det har jeg aldrig rigtig prøvet før, så det vil være mega fedt, siger Emil.
Benjamin tilføjer:
– Jeg glæder mig til at konkurrere mod unge på min alder (ud over Emil), som er lige så stærke eller stærkere end mig, og til at træne på sådan nogle rigtige amerikanske football-stadiums. Det tror jeg bare bliver en ufattelig vibe, som jeg er spændt på at opleve! Jeg kommer jo helt klart derhen med mentaliteten om at vinde, men er også spændt på oplevelsen og at rejse tværs over kloden for at konkurrere i en sport, jeg elsker!
Mentale og fysiske forberedelser
Benjamin øver personligt en del på sine svagheder.
– Legless rope climbs, wall-facing handstand push-ups og ring muscle-ups er alle øvelser, jeg ihærdigt træner. Det vil helt sikkert give mig en større selvtillid, at jeg ved, at uanset hvad de kaster mod mig, vil jeg have en chance. Mentalt minder jeg mig selv om, at alt nok skal gå, og har måske et større fokus på oplevelsen end konkurrencen. Det gør jeg for eksempel ved at tænke på alle de gode ting, som konkurrencen kommer med, da det lægger mig i et bedre mindset end hvis jeg fokuserede på at være den bedste. Det gør også, at jeg præsterer bedre, siger Benjamin.
Emils mål er at placere sig så godt som overhovedet muligt under konkurrencen.
– Jeg vil gerne se, hvordan jeg ligger blandt de bedste i verden, siger han.
Benjamin håber på at vinde det hele, trods at dem han konkurrerer mod, er stærkere og hurtigere end ham.
– Jeg håber på at indhente så mange i svinget som jeg kan og stige tættere på toppen. Men ud over det håber jeg jo også, at jeg får en masse nye eventuelle forbindelser til fremtidige konkurrencer, siger han.
Begge drenge bliver ved med at træne hårdt, fordi de gerne vil være de bedste.
– Jeg vil have en krop, som er i stand til at gøre så mange ting som overhovedet muligt, siger Emil.
Benjamin tilføjer:
– For mig er det nok, fordi jeg gerne vil være den bedste. Jeg vil det sygt meget og har også et vist drive, som presser mig fremad og som holder mig igang meget mere end med noget andet. Jeg syntes også bare, det er fedt at træne og fedt, at det er hårdt, fedt at lære nye skills og blive bedre til dem, man kan. Det ville jeg ikke give væk, og det er nok aldrig noget, jeg lægger fra mig!
Støt til drengene
Repbasic, som sponsorerer Emil, er i gang med at designe en støtte-t-shirt, som man kan købe på deres hjemmeside repbasic.dk og dermed støtte begge drenges tur til USA.
Hvis der er nogle teenagere, der er blevet inspireret til at starte op på CrossFit-træning, kan man skrive til Marie Nielsen fra 2650Crossboksen på crossboksen@gmail.com
Foto: Hvidovredrengene Emil Thers Gøttsche og Benjamin Svendsen skal til USA og dyste.
red