To udlægninger af samme sag

To udlægninger af samme sag

UGENS KOMMENTAR: Der vil som regel altid være to udlægninger af samme sag. Det ses tydeligt i dagens avis, hvor arbejdsmiljøet på plejecenter "Krogstenshave" ifølge kommunens direktør og chef er godt, og ifølge nuværende og tidligere medarbejdere er knap så godt.

Sandheden findes nok et sted midt imellem. Spændende bliver det, om der skal arbejdes lidt mere med rekruttering udefra fremover? Lige som det da også kan være en problemstilling, som andre kommunale institutioner og arbejdspladser oplever?

Det skal i øvrigt ikke stå unævnt, at alt heldigvis tyder på, at beboerne på "Krogstenshave" har det rigtig godt, hvilket alt andet end lige må betyde, at medarbejderne kan deres arbejde.

I forhold til den årlige måling af erhvervsvenlighed er der også to udlægninger af dette års dårlige placering.

Dansk Industri forklarer, at tilbagegangen skyldes dårlig kommunikation og dialog med virksomhederne, samt en lavere kompetencedækning og lavere andel af elever med høj trivsel i folkeskolerne.

Fra Hvidovre Kommunes side er fokus umiddelbart lagt lidt anderledes og derfra fremhæves det, at Hvidovre belønnes for kommunens grønne kurs, og at der i øvrigt er stort fokus på dialog og kommunikation.

Uanset hvad der er sandt eller usandt, så skader det nok ikke Hvidovre Kommune at undersøge nærmere om de fremhævede eksempler på dialog og kommunikation kan forbedres?.

Af Niels Erik Madsen