Torvedag med masser af musik og sjov

Torvedag med masser af musik og sjov

Bredalsparken byder på lørdag igen velkommen til en festlig dag med masser af underholdning og gode tilbud

Bredalsparkens Torvedage, der efterhånden er blevet en god tradition, løber af stablen på lørdag den 1. juni kl. 10-14 med masser af musikalsk underholdning samt sjov for børnene.

Store og små kan få sig nogle fornøjelige øjeblikke når tryllekunstneren PINGO optræder med sit børneshow kl. 11.30-12.00. Og de små kan have det sjovt i den flotte hoppeborg og karrusellen.

Teltet på pladsen vil dagen igennem genlyde af skøn live musik fra kl. 10 til 14. Her underholder henholdsvis Shubiforsjov-duo og Nicki Jack skiftevis.

Shubiforsjov-duo skal nok få publikum (uanset alder) til at synge med på linier som ”Hvis du går og tænker på at spørge mig…”, ”se solen stiger op over bilkirkegården”, ”når jeg kommer ind går blomsterne ud” eller ”åh men Hvalborg… sikken én”. Måske lader nogle blandt publikum sig rive med og tager en dans, når Shubiforsjov-duo sætter ”Tryk på” med ”NamNam” og ”Fed Rock” – alt er tilladt, bare man hygger sig!

Nicki Jack er guitarist & sanger med udtryk. Han spiller primært et bredt repertoire af rock og pophits fra de sidste seks årtier, men der bliver også plads i repertoiret til de store Irske & Country bangers.

Og der er naturligvis som altid på torvedagen salg af pølser, øl/vand/vin samt popcorn og softice samt masser af gode tilbud i centrets butikker.

Foto: Tryllekunsteren PINGO optræder igen for små og store – man kan også få en hoppetur i hoppeborgen.