Tunnel kan ikke fikses med et snuptag

 Tunnel kan ikke fikses med et snuptag

ANDERS WOLF ANDRESEN og KRISTINA YOUNG med svar på læserbreve og ”Ugens kommentar” i Hvidovre Avis

LÆSERBREV: Tunnelen til Bakkeskoven i Brøndby er blevet debatteret en del i Hvidovre Avis. Nogle undrer sig over, at Hvidovre Kommune ikke bare får gjort tunnelen farbar. Men faktisk forholder det sig sådan, at det ikke bare kan gøres med et snuptag. I hvert fald ikke, hvis det skal gøres forsvarligt.

Jordbunken bliver fjernet i løbet af sommeren, og der vil også blive sat et skilt op ved tunnelen, så det bliver tydeligt for alle, at færdsel igennem den er på eget ansvar. Arbejdet med at gøre tunnelen farbar vil efter planen gå i gang i foråret 2024. Der er sat 2,8 millioner af til projektet, som bl.a. omfatter en ”tørlægning” af tunnelen. I vinterhalvåret er den nemlig ofte oversvømmet, og det kræver meget langskaftede gummistøvler at komme igennem den. Arbejdet, der skal i gang, kan omfatte både kortlægning drænbrønde og -ledninger og eventuelle reparationer, hvis ledninger eller brønde er brudt sammen. En ”enkel” tunnelløsning – også helt uden flisebelægning og belysning - er altså alligevel ikke så enkel. I hvert fald ikke hvis det skal være en god og holdbar løsning. Vi glæder os alle sammen til, at tunnelen kommer på plads og bliver både farbar og sikker, men Kommunalbestyrelsen har skubbet arbejdet med tunnelen til 2024, fordi projektet i sammenligning med andre anlægsopgaver ikke er nær så vitalt og presserende som andre. Stadion er blevet nævnt tidligere, men det gælder fx også toiletter og ventilation på kommunens skoler og udviklingen af Hvidovre Havn.

Derfor må vi alle væbne os med tålmodighed lidt endnu og tage turen ad Byvej, når vi vil i Bakkeskoven.

En borger inviterede i sidste uges avis borgmesteren med på en tur i tunnelen. Vi kender dog begge området og tunnelen godt, så i denne omgang takker vi pænt nej.

Venlig hilsen

Anders Wolf Andresen Borgmester

Kristina Young

Formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget