Uforglemmelig duo fra Moldova

Uforglemmelig duo fra Moldova

- gæster Risbjerg Kirke på søndag, med efterfølgende sammenkomst

ARRANGEMENT: På søndag den 11. januar kl. 15 vil man i Risbjerg Kirke kunne opleve den friske og dynamiske gruppe MoldoDuo, bestående af to unge tryllebindende klassiske musikere: akkordeonist Radu Ratoi og fløjtenist Stefan Diaconu.

Fløjte og akkordeon er nok så sjælden en kombination, men Stefan og Radu har formået at bringe de to instrumenter sammen på en yderst naturlig måde.

MoldoDuo blev stiftet i 2022, og ensemblets allerførste koncert fandt sted i Tivolis Koncertsal. Deres repertoire strækker sig fra stykker originalt skrevet for fløjte og akkordeon til musik, de selv arrangerer i løbet af de mange timer, de tilbringer sammen. Mens Radu spiller på sin skræddersyede akkordeon, skifter Stefan frem og tilbage mellem op til 10 forskellige slags fløjter.

Radu Ratoi blev født i 1998 i Moldova. Han begyndte at spille akkordeon som seksårig, gav sin første optræden som syvårig og vandt sin første konkurrence som niårig. Radu nåede igennem hele 12 instrumenter før han besluttede sig udelukkende at følge akkordeonens vej. Radu Ratoi er et usædvanligt talent på akkordeon: i alt har han vundet mere end 30 internationale konkurrencer – og så er han soliststuderende ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Stefan Diaconu er også født i Moldova – dog på den rumænske side. Hans musikalske univers har altid været utroligt alsidigt, og hans ambitioner tårnhøje. Med to bachelors, en kandidat fra DKDM, solistklasse fra Syddansk Musikkonservatorium samt PhD fra National University of Music Bucharest i lommen er Stefan i dag fast medlem af den prisvindende blæserkvintet V Coloris.

Programmet til koncerten vil byde på spændende musik af bl.a. Bartok, Piazzolla og Weinberg, samt mere folkelige toner arrangeret af MoldoDuo selv.

Der er gratis adgang til koncerten. Efterfølgende er der sammenkomst i et af kirkens lokaler.

 

menu
menu