Ugens Kommentar: SKANDALEN

Ugens Kommentar: SKANDALEN

Af Niels Erik Madsen

Uanset hvilke undskyldninger man kan hitte på, var det intet mindre end en SKANDALE, vi oplevede på Hvidovre Stadion påskesøndag. Aldrig har Hvidovre - som by og kendt idræts- og kulturkommune, fået så dårlig reklame på det landsdækkende TV, som da man blændede op for divisionskampen imod Helsingør i det vigtige oprykningsrace mod Superligaen.
De 1.500 tilskuere troede ikke deres egne øjne, da man kom til stadion. Banen var simpelthen blevet omdannet til en sandkasse, stenhård, ujævn og med “brunt græs”. Aldeles ukyndige stadionfolk havde simpelthen læsset masser af sand rundt omkring, så det stod støvende om spillerne, og ujævnhederne gjorde spillet næsten umuligt, så det måtte have været under overvejelse at aflyse kampen?
Vi må medgive TV-kommentatorerne deres mange rimelige bemærkninger om at “det nok var den ringeste fodboldbane i Danmark”, og en “hån mod spillet og spillerne”, og ikke mindst hvad angår “Hvidovres stolte traditioner som fodbold-, idræts- og kulturkommune”.
Forklaringerne har det været svært at få. En af dem kunne dog være, at vandingsanlægget på stadion ikke kunne benyttes, og har været ude af brug i et par uger. Det viser bare, at der er brug for nogle kyndige og handlekraftige folk på stadion, f.eks. en greenkeeper som man har andre steder, og så i hvert fald en ansvarlig chef, som man havde tidligere.
Det er ingen hemmelighed, at der hist og her også gives udtryk for, at det hele kunne ligne en chikane fra kommunens side, - at man simpelthen ikke ønsker, at Hvidovre rykker op i Superligaen - landets bedste række - med den udgift det vil medføre til genopretning af de mange misligholdelser og undladelser på stadion de senere år?
Denne formodning afviser borgmester Anders Wolf Andresen dog i dag på det bestemteste, - og oplyser at man p.t. indkalder til ekstraordinære udvalgsmøder i forsøget på at blive klar til en sådan udfordring, som en oprykning i landets bedste fodboldrække vil være.
nem