Ung HIF-målmand blev kåret som banens bedste

Anders Ravn havde stor andel i at HIF fik 1-1 i sæsonens sidste kamp
FODBOLD: Hvidovre afsluttede sæsonen med et enkelt point i hjemmekampen mod AC Horsens fredag aften.
Cheftræner Per Frandsen havde foretaget flere ændringer til opgøret, hvor det mest iøjnefaldende var, at klubbens unge målmandstalent Anders Ravn erstattede Theo Sander..
Den unge keeper blev hurtigt sat på prøve, da Sebastian Pingel headede mod mål, - dog efter et skub i ryggen på Stenderup, som dommeren ikke så. Ravn reddede i første omgang, men Pingel var hurtig over returen og sendte bolden i nettet.
Herefter udviklede kampen sig til en lidt stille affære, hvor Horsens fik testet Ravn yderligere – og her viste debutanten sig flot frem med flere gode redninger.
I 1. halvlegs sidste minut fik Hvidovre udlignet, da Andreas Smed viste sin fremragende sparketeknik og bankede bolden op i det lange hjørne – en flot scoring, der sendte holdene lige til pausen.
I 2. halvleg kom HIF ud med langt mere energi og dominans.
Alexander Johansen havde fine muligheder for at komme på tavlen. Et forsvarskiks hos HIF kort efter var tæt på at koste dyrt – men heldigvis blev der fløjtet for offside.
I det 65. minut blev Frederik Høgh sendt afsted med en dyb stikning og kom alene med Horsens’ målmand. Desværre trak han lidt for langt ud, og keeperen fik en hånd på bolden.
Kampens spiller
Ti minutter før tid måtte Anders Ravn igen i aktion, og endnu en gang viste den unge målmand høj klasse. Han blev også fortjent kåret til kampens spiller og var med til at sikre det ene point, der betyder, at Hvidovre slutter sæsonen på en flot 5. plads i 1. division.
Kampen markerede samtidig Per Frandsens sidste som cheftræner i klubben, og han blev hædret både før og efter kampen for sin indsats i spidsen for HIF.
Foto: Anders Ravn stod en flot kamp mod AC Horsens.
-ka-ma