Ungdom uden opioider

– vi kan ikke vende det blinde øje til, skriver LARS ANDERSEN
LÆSERDEBAT: AOF I Hvidovre afholdte for nylig et møde om et af tidens mest alvorlige, men ofte oversete problemer: unges stigende brug af opioider. Det var ikke et møde, man gik fra uden at føle sig dybt berørt. For bag tallene og statistikkerne gemmer der sig menneskeliv – unge mennesker, der eksperimenterer med stoffer, som kan ødelægge deres liv eller helt tage det fra dem. Det er en udvikling, vi som samfund ikke længere kan ignorere.
En af aftenens mest gribende øjeblikke var, da Nana Wad fortalte sin personlige historie om tabet af sin søn. Hun mistede ham, kun 21 år gammel, til en overdosis. Ordene faldt med en vægt, der fik stilheden i rummet til at føles næsten larmende. For hendes søn er desværre ikke alene. Flere og flere unge bliver fanget i afhængighedens kløer, ofte startet som et eksperiment eller som en flugt fra psykiske og sociale udfordringer. Deres skæbner er et spejl på, hvad vi som samfund lukker øjnene for.
Samtidig præsenterede Center for Rusmiddelforskning tal, der tegner et mørkt billede. Der er tale om en bekymrende stigning i unges brug af opioider – stoffer, der er ekstremt vanedannende og farlige, selv i små mængder. Det her er ikke længere kun noget, der sker “andre steder”. Det sker i vores byer, i vores nabolag, i vores familier.
Regeringen har for nylig lanceret initiativet “Ungdom uden opioider”. Og ja, der er positive elementer i planen – blandt andet mere kontrol med receptudskrivning, bedre behandlingsmuligheder, øget straf, mere toldkontrol og bedre forebyggelse. Men det er ikke nok. Mange af os i salen spurgte os selv: Hvordan forhindrer vi at flere unge kommer i morfinens kløer? Hvad gør vi for de unge, der allerede er afhængige? Og hvordan når vi dem, inden de ender som endnu en statistik?
Det her er ikke kun et spørgsmål om lovgivning eller ressourcer. Det er også et spørgsmål om holdning. Som samfund er vi nødt til at erkende, at afhængighed ikke er et “svaghedstegn” eller et individuelt problem. Det er et strukturelt problem, der kræver, at vi ser kritisk på alt fra tilgængeligheden af stoffer til, hvordan vi taler om psykisk sårbarhed blandt unge.
Vi kan ikke tillade os at vende det blinde øje til, når unge mennesker falder igennem systemet – når de søger lindring i opioiderne, fordi de ikke ser andre udveje. Ingen skal opleve, hvad Nana Wad har oplevet. Ingen forældre skal begrave deres barn, fordi vi som samfund ikke handlede i tide, og fordi vejen til behandling var uklar og mest af alt gjorde en mor og hendes søn til kastebolde.
Nu er tiden til at gå fra ord til handling. Vi har brug for mere end møder og rapporter – vi har brug for en koordineret indsats, der giver unge en reel mulighed for at vælge livet. Og vi har brug for, at alle tager del i den kamp. Ikke kun politikere, men også skoler, familier, venner og lokalsamfund. For det her angår os alle.
Tak til Esben Houborg, Nana Wad og Maria Durhuus for at komme med vigtige oplæg og lad os ikke være de voksne, der svigtede en hel generation. Lad os tage ansvar, før det er for sent.
Med håb om en fremtid uden tab
AOF i Hvidovre
Formand Lars Andersen