UngeLiv er der for de unge

 UngeLiv er der for de unge

Første år er gået med stor succes, skriver SARA BENZON

LÆSERBREV: Den 3. november sidste år havde jeg den fornøjelse at være med til at åbne UngeLiv Hvidovre. UngeLiv har fokus på seksuel sundhed og trivsel hos unge og er et tilbud, hvor unge anonymt kan henvende sig og få hjælp og støtte til det, man som ung måske ikke lige har lyst til at tale med sine forældre, lærere eller egen læge om.

Allerede det første år, har UngeLiv modtaget henvendelser fra 567 unge, der har haft behov for et trygt sted, hvor man diskret kan få den hjælp, man har brug for. Hos UngeLiv kan unge mellem 12 og 25 år få råd og vejledning om seksualitet, prævention, graviditet, stress og generel trivsel. Derudover har UngeLiv en gynækologisk klinik, hvor der kan foretages undersøgelser og opsættes spiraler.

Jeg er ikke i tvivl om, at en af årsagerne til UngeLivs store succes er det meget kompetente personale. Der er tilknyttet både sundhedsplejersker, en sygeplejerske, en gynækolog, en jordemoder og en rusmiddelbehandler til UngeLiv, hvilket sikrer en bred mulighed for indsatser uanset den unges udfordring. Derudover møder de altid de unge i øjenhøjde, uden fordomme og der hvor de unge er.

I SF er vi stolte af, at vi i Hvidovre Kommune har et tilbud til de unge, der kan hjælpe dem med nogle af de udfordringer og bekymringer, der ikke bare kan resultere i mistrivsel lige nu, men som kan have store konsekvenser for deres fremtid også.

Projektet er et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og Hvidovre Kommune og er indtil nu finansieret til og med 2024. I SF håber vi, at vi kan finde midler til at køre projektet videre permanent derefter, for det store antal henvendelser viser tydeligt, at der er et stort behov for et sted som UngeLiv.

Venlig hilsen

Sara Benzon,

Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget for SF