Værdien af det gode samvær
Når årene har givet erfaring og stilhed, kan nye møder åbne døre til forståelse, fællesskab og glæde – også i livets erfarne ende
ÆLDRE: Hvor befinder du dig – her og nu?
Hvordan har du det med dine oplevelser og livserfaringer – nu, hvor tingene er sket, årene er levet, og hvor alt ofte ligner gentagelser?
Dem, der har fulgt dig og har oplevet livet sammen med dig, er der måske ikke mere.
Det kan også være, at dem, du stadig har, kender dig og har hørt dine meritter så tit, at de har fået nok. Der er ikke mere at supplere med – hverken den ene eller den anden vej.
Med sine nærmeste har man delt så meget – og så tit – at man blot kan sidde og hygge sig i stilhed.
At bruge og forstå livet koster tid
De mange år har gjort, at man kender sig selv. Man har lært at kende sig selv i mange situationer og kan huske, hvad der skete og hvorfor – årsager og virkninger.
Søren Kierkegaard havde fat i noget, da han for snart et par hundrede år siden pludselig konstaterede at ”livet skal leves forlæns, men forstås bagfra”.
Kort sagt: Man kan først finde ud af sammenhængene, når man har gennemlevet dem.
Og den nævnte tilstand af harmoni ovenfor er jo netop opnået, når man er sammen med nogen (ofte de nærmeste til én), der netop har levet livet forfra og nu kan se det hele bagfra.
Få luftet ud i erfaringssækken
Prøv noget nyt. Antallet af éns nærmeste indskrænkes med tiden – nogle dør, hvorimod man selv stadig er til stede.
Den nævnte harmoni ovenfor synes at falde væk, for var det ikke netop med dem, at man oplevede glæden ved at huske livet bagfra, fordi man havde den fælles oplevelse, at have levet livet forfra – at have oplevet det hele for første gang, og nu gennem erindringerne se sammenhængene. Måske endda forstå det skete.
Netop med erindringerne i bagagen er man f.eks. blevet bedre til at lære andre mennesker at kende og hurtigere til at lodde, hvorvidt kemien er til stede.
Kort sagt: Er der noget, man kan bytte med (erfaringer og oplevelser)?
Nye harmonier
At lære nye mennesker at kende er altid interessant. Det kan ligefrem være lærerigt, og man kan få nye oplevelser – ovenikøbet selv skabe dem.
Man vil opleve andres tilgang til de samme erfaringer, man selv har høstet. Det sætter ens eget liv i et nyt perspektiv – det giver nye farver på paletten. Men det giver også indsigt i, hvorfor et andet menneske har gjort, som det har gjort.
Og her kan man lære noget om sig selv. Man bytter ganske enkelt oplevelser og erfaringer.
Og det hele kan foregå i ro og mag.
To til en god dialog
Alle har glæde af at kunne dele eller bytte erfaringer. Kan du se dig selv som enten vært eller besøgsven, så kontakt ÆldreSagen Hvidovre. Vi formidler kontakten til det første besøg. Her kan vært og besøgsven aftale, hvornår de skal ses.
Man har ikke ”solgt sin sjæl” ved at gå ind i dette her. Men man er nødt til at prøve, om der kan findes en kemi, der er bæredygtig for et videre forløb.
Sker dette ikke, kan man stoppe. Gennem livet har vi alle prøvet at skabe kontakter med andre mennesker. Her husker de fleste, hvornår der fandtes gode kemier og dårlige.
Siden har man ganske enkelt sorteret ud og beholdt de gode.
Lev det gode i livet igen
Sådan er det stadigvæk. Vi taler jo om livet og mennesker. Skal der skabes nye harmonier, må man vove. Og det kan man med fordel, her hvor alderen kan læse livet baglæns.
Kontakten er en sund medicin for begge parter, både for værten og den besøgende. Vi taler om en gratis recept, der kan holde livet ud, hvis kemien/harmonien findes.
Det er et forsøg værd. Man skal blot selv deltage – og gå i gang..!
Ring til Hanne Themsen tlf. 2489 8680 eller Morten Olsen tlf. 6067 9111.
Af Fl. Holten Nielsen
