Værdighedsambassadører fejret på Søvangsgården

 Værdighedsambassadører fejret på Søvangsgården

Nye redskaber og et fælles sprog om plejen hjælper personalet til sikre beboernes trivsel

40 medarbejdere på Søvangsgården kunne i sidste uge fejre, at de nu var færdiguddannet værdighedsambassadører.

Begivenheden og afslutningen på forløbet blev fejret med en reception og et event, hvor de nye ambassadører modtog deres diplom og efterfølgende fik mulighed for at vise besøgende, hvilke redskaber de har lært om, og ikke mindst, hvordan man kan bruge det i praksis. Hvidovre Avis var inviteret med til dagen.

Forløbet har været faciliteret af at såkaldt velfærdsrejsehold fra Sundhedsstyrelsen, der siden oktober har undervist de 40 kursister på Søvangsgården.

- Det er plejepersonale fra alle vagter i dag, aften og nat, der har været med i det her forløb. Vi har haft fem undervisningsgange i hver læringsgruppe, og så har de haft to hele dagen sammen. Så vores vagtplanlægger har også været på overarbejde, fordi der skulle dækkes rigtig meget ind. Men der har været et beløb med fra Sundhedsstyrelsen til at dække vikarer, så det har ikke været en økonomisk belastning, fortæller forstander for Søvangsgården Lise Rasmussen, der selv er en af de 40 nye værdighedsambassadører på det lokale plejehjem.

Hvad er det, sådan et forløb kan gøre for jer som medarbejdere?

- Noget af det, det kan er, at det hjælper os med at sætte ord på, hvad det er, plejeomsorg er og kan for den enkelte beboer. For vi har manglet det her faglige sprog for, hvordan man går ind til en helt bestemt beboer - fordi det er forskelligt fra menneske til menneske, hvordan man gerne vil have det, fortæller Lise Rasmsussen.

Kan du give mig et eksempel på, hvad det for eksempel kunne være?

- Det kunne f.eks. være, at du kommer ind (til en beboer) og siger, "Så skal du op og ud af sengen", og så vil de ikke det. Men hvis du i stedet går ind og siger, "Ved du hvad, om fem minutter, så kommer jeg ind til dig igen, så kan du lige ligge og vågne lidt", forklarer Lise Rasmussen og fortsætter:

- "Og når du er klar, så kommer jeg igen, og så hjælper jeg dig med at komme op og ud af sengen". Og den der lille viden om, at nogen har brug for at sidde fem minutter på sengekanten, inden man går i gang, ja det er bare et lille eksempel, siger Lise Rasmussen.

En holdsport

Ud over at tale og lære om kommunikation mellem medarbejdere og beboere på et plejehjem så har de nye værdighedsambassadører desuden fået en klar fornemmelse af, at arbejde på det lokale plejehjem, er en holdsport.

- Noget af det, vi har snakket rigtig meget om, det er, at det er en holdsport. Det er, at vi er sammen om det her. Og det er for at modvirke den her omsorgstræthed, som man taler så meget om. Det at vide, at man kan hente hjælp hos sine kolleger, og så få kvalificeret hjælp af sine nærmeste kolleger, det betyder utrolig meget, siger Lise Rasmussen.

I Søvangsgårdens store sal har de ca. 40 værdighedsambassadører lagt an til at vise gæster, hvad det er for nogle redskaber de har lært under forløbet. Det handler om kommunikation, om menneskers behov og trivsel og ikke mindst, hvordan man som plejepersonale på en værdig måde hjælper beboere på et plejehjem til at bevare deres selvstændighed og ønsker for deres liv på plejehjemmet.

En af de medarbejdere, der har været igennem værdighedambassadør-forløbet er Camilla Riis Clausen, der er gruppeassistent på Søvangsgårdens afsnit 2.

Hvad synes du, det her forløb har givet dig?

- På vores afdeling har vi mange forskellige medarbejdere. Nogen er nyuddannede, så er der nogen, der er ufaglærte, men som har arbejdet i faget i mange år, men som ikke lige har faguddannelsen med, men med det her forløb har vi fået et fælles sprog og et fælles værdisæt i hverdagen, som gør, at vi kan sige "OK, nu ser vi på ham her. Han er meget urolig, hvad kan vi gå ind med og gøre for ham, med de redskaber vi nu har", fortæller Camilla Riis Clausen og fortsætter:

- Og så kan alle tilbyde noget i den samtale, så det ikke bare er mig, der sidder og dikterer, hvad der skal gøres. Så med det her fælles sprog har vi fået en fælles redskabskasse, hvor vi kan komme hele paletten rundt og samtidig rundt om et helt liv, forklarer Camilla Riis Clausen.

Forstander Lise Rasmussen bekræfter, at det fælles sprog styrker hele personalegruppen i deres arbejde med at sikre beboerne på Søvangsgården et værdigt liv på plejehjemmet.

Hvorfor har det været vigtigt for dig, at tilbyde dine medarbejdere denne her værdighedsuddannelse?

- Jeg synes, at personalet er en overset gruppe i forhold til ros. De er simpelthen så dygtige til det, de gør. Men vi er fantastisk dårlige til at sætte ord på. Og det synes jeg, at de fortjener. At vi har et sprog, der forklarer, hvad det er, vi kan og gør, som gør en forskel. Og det synes jeg, vi har fået med at være værdighedsambassadører, siger Lise Rasmussen.

Desuden mener forstanderen, at det faglige løft ikke skal undervurderes.

- Det giver sådan et fagligt løft, der er hele humlen i det. Så når vi har nogle beboere med nogle svære forløb, så har vi et værktøj vi kan trække frem og sige, hvis nu vi laver perspektivsskiftet, eller hvis vi laver værdighedshjul, hvad finder vi så ud af, vi kan bruge til at handle ud fra. Så også det der med at få øje på, at der altid er noget at gøre anderledes, end det vi gør nu. I sidste ende kommer det jo beboerne til gode og det sikrer deres trivsel, slutter Lise Rasmussen.

Foto: I alt 40 medarbejdere fik i sidste uge diplom for at have deltaget i forløb med Sundhedsstyrelsen

key