Vandtårnet er færdigrenoveret slut 2025

Vandtårnet på H.C. Bojsensvej begyndte hen over vinteren at ”drysse” betonstykker ned i naboernes haver
NYHEDER: Det kommer minimum til at kost 8,8 mio. kr. at renovere vandtårnet på H.C. Bojsensvej. Den endelige pris kendes dog ikke endnu. Hen over vinteren var vandtårnets tilstand imidlertid så dårlig, at det nu har været nødvendigt at sætte stillads op for at beskytte naboerne for nedfaldende betonstykker.
Hvidovre Avis har spurgt Hvidovre Kommune, hvad tidsperspektivet for renoveringen af vandtårnet er.
Hvorfor er vandtårnet indkapslet i stillads?
– Vi er i gang med en udvendig renovering af vandtårnet. Den var allerede planlagt, men blev fremskyndet tilbage i januar. Der blev i forbindelse med hård blæst fundet mindre betonstykker fra vandtårnet på en af nabogrundene. De 2-10 cm store betonstykker viste sig at stamme fra tårnets udvendige facade. Derfor blev fortovet spærret af, og tårnet blev af sikkerhedshensyn pakket ind, siger Inge Sørensen, der er ejendomschef i Hvidovre Kommune.
Hvad skal der ske med vandtårnet?
– Det nuværende projekt handler alene om at istandsætte tårnets udvendige facader, så tårnet står med et holdbart og pænt ydre, fortæller Inge Sørensen.
Hvornår forventes stillads og presenninger at blive taget ned igen?
– Vi forventer, at stillads og presenninger fjernes i slutningen af 2025, siger Inge Sørensen.
Hvad koster det at renovere vandtårnet?
– Kommunalbestyrelsen har afsat 8,8 mio. kr. til den udvendige renovering af vandtårnet. Den endelige pris kender vi dog først, når de igangværende udbud af alle dele af renoveringsopgaven er gennemført, og leverandørerne har afgivet deres bud på, hvad det vil koste. Det samlede resultat kender vi først til juni, fortæller ejendomschefen.
Hvornår er det færdigrenoveret?
– Vi forventer at arbejdet er færdigt i slutningen af 2025, slutter Inge Sørensen.
red