Venskabsby i Ukraine er en god idé

 Venskabsby i Ukraine er en god idé

ANDERS WOLF ANDRESEN med svar på læserbrev om ukrainsk venskabsby:

LÆSERBREV: I et læserbrev i Hvidovre Avis foreslår Viggo Fischer, at Hvidovre Kommune får en venskabsby i Ukraine for også på den måde at vise vores sympati og støtte til ukrainerne.

Jeg er helt enig i, at en venskabsby vil være en god måde at vise vores opbakning til Ukraine og ukrainerne, ikke mindst de 292 ukrainske flygtninge, der siden 2022 har fået midlertidig opholdstilladelse hos os her i Hvidovre. Det er og bliver i stigende grad en vigtig opgave at hjælpe det ukrainske folk og deres kommuner med at opnå en forståelse for og evne til at leve i et vestligt demokrati med alt, hvad der følger med af retsstatsprincipper, velfærdssamfund osv. Her kan vi fra Hvidovre også bidrage med, hvordan vores lokale demokrati og fællesskab fungerer. Jeg har været i kontakt med en borgmesterkollega i én ukrainsk by i det nordvestlige Ukraine nær grænsen til Polen om muligheden for et venskabsbysamarbejde, og en anden ukrainsk by i det sydlige Ukraine har selv henvendt sig til kommunen og spurgt, om de kan blive vores venskabsby. Derfor er det bestemt noget, vi overvejer – og i den nærmeste fremtid skal Kommunalbestyrelsen tage stilling til et forslag til en venskabsbyaftale med en ukrainsk by.

Venlig hilsen

Anders Wolf Andresen

Borgmester

Foto: Borgmester Anders Wolf Andresen: - Kommunalbestyrelsen skal snart tage stilling til en Venskabsby i Ukraine.