Venstre Hvidovre: Flere offentlige ladestandere er nødvendige

Venstre Hvidovre: Flere offentlige ladestandere er nødvendige

LÆSERBREV: I Venstre Hvidovre er vi overbeviste om, at nøglen til at nå Hvidovres mål om CO2-neutralitet inden 2045 ligger i en ambitiøs og målrettet indsats. En væsentlig del af denne indsats bør være udrulningen af flere ladestandere til elbiler. Salget af elbiler har været i markant vækst de senere år, hvilket de seneste salgstal viser. Salget af elbiler er steget fra 26.937 i 2021 til 62.730 i 2023, en udvikling, der hænger sammen med bilernes længere rækkevidde og hurtigere ladetid, hvilket gør dem langt mere attraktive. Udvalget af elbiler er også vokset enormt, så næsten alle bilmærker har flere modeller som køre på ren el.

Vi står over for en tid, hvor det er afgørende at facilitere overgangen til grønnere transportmidler. For at opretholde og accelerere denne positive tendens, er det essentielt, at kommunen tager aktiv del i at øge antallet af ladepunkter. Det er ikke alle kommunens borgere, der har mulighed for at få installeret private ladestandere. En stor del bor i lejlighed og må klare så med ladere i det offentlige byrum.

Vi opfordrer derfor kraftigt Hvidovre Kommune til at tage yderligere initiativ til at identificere og udbyde arealer, der kan anvendes til oprettelse af nye ladestandere. Og det gælder også hurtigladere, hvor vi reelt kun har et tilbud i byen i dag. Samtidig bør kommunen indgå i dialog med boligselskaber for at sikre, at planlægningen af ladepunkter sker i et omfang og en fordeling, der møder alle borgernes behov, og som forhindrer en ulig koncentration af ladestandere i visse områder. I Venstre Hvidovre står vi fast på vores engagement i at gøre Hvidovre til en CO2-neutral kommune. Vi mener, at prioriteringen af flere offentlige ladestandere er en afgørende del af løsningen på denne vigtige udfordring og den øget vækst på elbilområdet.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen i Venstre

Hvidovre