Venstre mener: Metro til Hvidovre Hospital

Venstre mener: Metro til Hvidovre Hospital

En investering i vores fremtid

LÆSERDEBAT: 570.000 borgere bliver årligt påvirket af den mangelfulde adgang til Hvidovre Hospital, hvor patienter, ansatte og pårørende påvirkes negativt af de utilstrækkelige transportmuligheder. Vi når ikke på arbejde, forhindres i at besøge vores pårørende, og i værste tilfælde når vi måske ikke at se dem en sidste gang. Det må og skal blive bedre. Derfor kæmper vi i Venstre Hvidovre for, at metroen forlænges til Hvidovre Hospital. Til glæde og gavn for patienter, pårørende og ansatte – og ikke mindst for Hvidovres borgere.
 En metro til Hvidovre Hospital vil dagligt transportere 18.000 passagerer, hvoraf 5.000 vil stå af på 'Hvidovre Hospital station'. Den vil have lige så mange passagerer som DR Byen og Nørrebros Runddel, og flere end Nordhavn og Aksel Møllers Have. Dette viser, hvor vigtig en transportforbindelse den vil være for kommunen.
Med metroen og et parker-og-rejs-anlæg ved Hvidovre Hospital station kan vi gøre vejene i Hvidovre mere fremkommelige, hvilket vil føre til en reduktion i trafikken på 5-16 % i morgentimerne. Det vil give 10.000 patienter, besøgende og ansatte bedre vilkår, når de skal til hospitalet i 2025.
 Omkostningerne til metroen anslås til 8,0 mia. kroner, og projektet vil blive en forlængelse af den allerede etablerede metrostation ved København Syd. Metroen vil kunne starte og fortsætte gennem nye stationer ved Grønttorvet, Vigerslev Centret, Hvidovrevej og til sidst Hvidovre Hospital.
Desuden vil Københavns Kommune i 2024 gennemføre en analyse af 6-8 nye metrolinjer til Københavns bydele, omegnskommuner og Malmø. Vi har derfor en særlig mulighed for at forbedre tilgængeligheden til Hvidovre Hospital og skabe bedre vilkår for patienter, pårørende, de mange ansatte og borgerne i Hvidovre. På den baggrund har Venstre Hvidovre rakt ud til Venstres medlemmer i Københavns Borgerrepræsentation, så vi kan få sat skub i processen. Det er tid til at investere i fremtiden og give Hvidovre den infrastruktur, vi fortjener.

Med venlig hilsen,
Borgmesterkandidat for Venstre i Hvidovre,
Martin Eskildsen
menu
menu