Vi er i gang…

KENNETH BAK med svar om plads til gymnastik og andre foreninger
LÆSERDEBAT: Karina Fredskov fra Hvidovre Gymnastik efterlyser langsigtet planlægning og investering i idrætsfaciliteter – og jeg vil sige til Karina og vores andre foreninger, vi er i gang.
Jeg forstår udmærket, at gymnastikforeninger og andre kan være utålmodige og ønske, at vi får bygget nye faciliteter hurtigst muligt. Men vi er jo nødt til at bruge borgernes penge bedst muligt, og derfor skal vi netop planlægge, hvordan vi bedst bruger og evt. udbygger vores idrætsfaciliteter eller bygger nye. Det gør vi jo løbende, og aktuelt er der i gang med at blive etableret kunstgræsbane ved Rosenhøj, et klubhus ved Rebæk Sø og vi skal snart til at bygge en hal ved Risbjergskolen.
I forhold til den opvisningshal med plads til tilskuere I ønsker jer, så har vi jo en Idrætsvision, hvor et af projekterne er, at der skal opføres en skole- og multihal med plads til tilskuere på SFC-grunden, og det kunne jo måske være et sted, hvor I kunne holde jeres store sommeropvisning.
Som del af budget 2024 blev der desuden afsat 1 mio. kr. til afdækning af muligheden for at etablere en multihal i Hvidovre Kommune. Projektet har af forskellige årsager været forsinket, men administrationen arbejder på at iværksætte en forundersøgelse af projektet. Mere overordnet har vi på det seneste møde i Kultur- og Fritidsudvalget anbefalet Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen at gå videre med en partnerskabsaftale med DGI, der bl.a. skal undersøge, hvordan udvalgte idrætsfaciliteter i vores kommune udnyttes og bedst kan udvikles.
Vi har også ønsket at få DGI til at lave analyse af vores faciliteter for at få et overblik over alle kommunens nuværende idrætsfaciliteter, og hvordan de kan udvikles. Det behandles i Kommunalbestyrelsen den 24. juni.
Kenneth Bak,
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget