Vi har været imod fra start

 Vi har været imod fra start

MARIE-LOUISE JØRGENSEN med svar på læserbrev:

LÆSERBREV: I sidste uges avis stiller Christian Janfelt SF forskellige spørgsmål, og dem vil jeg naturligvis gerne redegøre for.

Under kommunalvalgkampen i 2021 blev alle partier spurgt om, hvem de ville pege på som borgmester efter kommunalvalget. Hos os i SF har svaret altid været: Hvis der er et flertal bag os, peger vi naturligvis på os selv, og er der ikke det, peger vi på en anden rød borgmester. Svaret på samme spørgsmål til Socialdemokratiet var, at de kun kunne pege på sig selv.

På valgnatten var der et flertal bag Anders som borgmester, og ikke Socialdemokratiet. Derfor blev resultatet det, som det er nu. Valgresultatet viste også, at borgerne i Hvidovre havde stemt meget forskelligt, så jeg synes faktisk, at vores konstituering repræsenterer et meget godt billede af stemmerne i Hvidovre.

I SF vil vi gerne indføre så meget rød og grøn politik som muligt, men i politik handler alt om forhandling, og nogle gange må man gå på kompromis, lidt ligesom når Socialdemokraterne på Christiansborg er gået med til at afskaffe Store Bededag, give skæve skattelettelser eller skære i SU'en.

SF har været imod afskaffelse af Store Bededag fra start; både nationalt og lokalt. Vi stemte imod i Folketinget, og allerede i juni måned 2023 stemte vi også for en lokal Store Bededag, da forslaget for første gang blev stillet i Kommunalbestyrelsen. Der er 200 skoledage på et år, og det er op til det kommunale selvstyre at placere disse dage. Om fridagen ligger den 3. januar, 12. August eller på Store bededag, ændrer ikke på om børnene skal passes i dagtilbud hvis forældrene ikke har fri.

At skolebørn får fri på Store Bededag ændrer ikke på det samlede antal fridage i løbet af et skoleår og dermed heller ikke på antallet af fridage, som forældrene og lærerne også skal afholde. Desuden vil jeg gerne bemærke, at SFO'erne har åbent og der dermed er pasningsmuligheder for de familier, der har behov for dette.

 

Marie-Louise Jørgensen

Gruppeformand SF