Vi prioriterer pengene for at sikre kernevelfærden

Vi prioriterer pengene for at sikre kernevelfærden

Kommunernes økonomi er presset i disse år, skriver borgmester ANDERS WOLF ANDRESEN bl.a. i svar til Birthe Mingon:

LÆSERBREV: Birthe Mingon skrev i sidste uges avis, at hun er bekymret for ældreområdet i Hvidovre og har svært ved at se en logik i de forandringer, der sker. Flere andre har udtrykt det samme, efter at Kommunalbestyrelsen vedtog kommunens budget for 2024-2027, og derfor vil jeg her forsøge at forklare.

Kommunernes økonomi er stærkt presset i disse år, og det gælder også i Hvidovre. Derfor skal vi fokusere skarpt, så det er kernevelfærden, vi værner om. Fordi det særligt er i økonomisk trængte tider, at vi skal måles på vores omsorg for vores ældre, syge og de af os med særlige behov. I Hvidovre har vi valgt at bruge af vores opsparing, så vi ikke skal skære for hårdt ned. Men for at vi kan bruge flere penge, dér hvor behovene er allerstørst – hos de ældre og hos børnene - så er der i kommunens budget for 2024 nogle trælse besparelser. Men der er ikke kun det. Der er også 50 mio. kr. til hjemmepleje, sygepleje og det specialiserede område. Der er fx 7,5 mio. kr. oven i budgettet til hjemmepleje og 6,5 mio. kr. til det specialiserede børneområdes budget. Hvidovre er et fællesskab. Vi er sammen om at løse de udfordringer, der er, og for at kunne løfte opgaven med at sikre omsorg til dem, der har brug for det, kommer andre til at opleve, at de skal give afkald eller leve med forandringer. Det er fx ikke med den gode vilje, at vi har opsagt lejemålet på Huset på Hvidovrevej, hvor Seniorrådet og Rollatorbanden bl.a. havde hjemme. Men når det koster kommunen over en halv mio. kr. om året at leje huset, og de penge vil vi hellere bruge pengene på at sikre hjemmepleje, sygepleje og det specialiserede område. Løsningen har været at flytte aktiviteterne til bygninger, kommunen allerede ejer, så Seniorrådet nu holder til i Paletten og Rollatorbanden i Bibliotekscaféen. Birthe nævner også de ældres mulighed for at tage del i frivilligt arbejde, og for de seniorer, der har lyst og kræfter til det, så er der jo fortsat mange muligheder for at engagere sig i en frivillig indsats – både i foreningslivet, via brugerrådet i Kulturhus Risbjerggaard, bibliotekerne, Paletten og gennem Frivilligcenter Hvidovre. Det frivillige arbejde er meget værdifuldt og vigtigt både for borgerne og kommunen.

 

Venlig hilsen

Anders Wolf Andresen

Borgmester