Vi ser muligheder frem for begrænsninger…
Børnehuset Vildmarken er nu Marte Meo-certificeret:
NAVNE: Børnehuset Vildmarken på Byvej kan nu kalde sig en Marte Meo-certificeret institution. De har netop modtaget den officielle certificering, som er kulminationen på et intensivt arbejde med metoden siden 2021.
– Vi er den 6. november blevet Marte Meo certificeret institution. Vi har arbejdet med Marte Meo metoden i institutionen siden 2021. Marte Meo bor i alle hjørner, hjerter og hjerner rundt i alle tre huse. Der er en positiv bekræftende tone og Marte Meo bruges aktivt og målrettet i alle vores tre huse, fortæller daglig leder Kathrine Berg Valgreen.
Marte Meo
Marte Meo betyder ”ved egen kraft”.
– I Marte Meo tager vi udgangspunkt i, hvad vi gør godt – der er fokus på muligheder frem for begrænsninger. Marte Meo metoden er derfor også en meget konkret og løsningsorienteret metode, forklarer Kathrine Berg Valgreen.
Centralt i Marte Meo er, at vi filmer vores hverdag i institutionen. Disse film bruger vi til at gennemgå, hvordan vi voksne skal agere i samspillet, så vi støtter børnene bedst muligt i deres udvikling og trivsel. Der vil blive filmet i forskellige situationer med børnene. Filmene bliver blandt andet brugt på personalemøder og teammøder, siger hun.
Børn gør det godt – når de kan
Metoden er ressourceorienteret og har sit værdisæt i den humanistiske tankegang, hvor mennesket betragtes som søgende efter at opnå et meningsfuldt samspil med andre.
– Alle vil gerne gøre det godt, hvis de kan og har kompetencerne til det. Derudover er det en central tanke i Marte Meo, at adfærdsproblemer oftest er en reaktion på et uhensigtsmæssigt samspil. Så derfor er det op til os at ændre noget, så vi kan støtte barnet bedst muligt, understreger Kathrine Berg Valgreen.
Mennesket er et intentionelt væsen, hvilket vil sige, at vi kontinuerligt er optaget af nogen eller noget.
– Set i et Marte Meo-perspektiv vil det sige, at alle initiativer er meningsfulde. Når problemskabende adfærd opstår, må vi derfor prøve at forstå meningen i den uhensigtsmæssige adfærd, siger hun.
Anerkendelse i praksis
Marte Meo forbedrer samspil og kan derigennem styrke udvikling og livskvalitet.
– Der er altid en grund til, at børn gør, som de gør – det er bare ikke altid, at vi voksne kan se den. Børn kan nemmere gøre efter end at høre efter. Det handler mere om måden, vi er sammen på, end hvad vi er sammen om, pointerer daglig lederen.
Alle medarbejdere har været på grundkursus.
red
