Vi skal bakke op om vores fælles folkeskole
For at undervise i folkeskolen, bør man have en læreruddannelse, skriver mangeårig skoleleder og kandidat for Hvidovrelisten GERHARD GRUBB WAAENTZ:
LÆSERDEBAT: Arbejdsro, tillid, løn og uddannelse er afgørende for at vi kan skabe en bedre folkeskole i Hvidovre.
Arbejderbevægelsens erhvervsråd er netop kommet med en ny rapport, hvoraf det fremgår, at 24,1% af årsværkene blandt lærere i Hvidovre Kommunes folkeskoler er ikke -læreruddannede. Her skal dog huskes på at nogle tal er meget taknemmelige – i det her tal kan det fx ikke ses om der i forbindelse med tolærerordning eller lignende i en klasse er en lærer og en pædagog, som underviser sammen – hvilket særligt i de mindre klasser, kan give rigtig god mening. Derudover kan der være universitetsuddannede lærere, som arbejder i folkeskolens ældste klasser, hvilket måske særligt i en tid, hvor der mangler folkeskolelæreruddannede kan give rigtig god mening.
Når det er sagt er der ingen tvivl om at de bedst egnede til at undervise i folkeskolen, bør have en uddannelsesmæssig baggrund, der kan være medvirkende til at løfte eleverne bedst muligt – fagligt og socialt.
For at få flere uddannede lærere i Hvidovre Kommune – hvilket vi alle må have en interesse i, skal vi gøre flere ting:
Tillid: først og fremmest skal vi fra såvel politisk hold som fra elever og forældre turde vise lærerne og skoleledelserne tillid. Vi skal tro på, at lærerne hver dag går på arbejde for at gøre deres bedste for de børn og unge, som de arbejder med.
Arbejdsro: vi skal ikke gøre folkeskolen til en kampplads – hverken politisk eller i hverdagen over middagsbordet. Det skal selvfølgelig ikke være blind tillid – men en tillid, hvor vi udefra kan være nysgerrige på praksis. Husk blandt andet, at Aula kun er til korte informative beskeder mellem skole og hjem!
Faglighed: vi skal skabe tid og rum for lærerne til at de kan få mulighed for at udvikle deres faglighed – både den fagfaglige praksis, men også den pædagogiske praksis, som bliver en større og større del af lærergerningen.
Attraktive arbejdspladser: vi skal sikre at folkeskolen er en god arbejdsplads – det gør den også til et godt sted for vores børn. Vi skal evaluere, de arbejdstidsaftaler vi har på området – for lærere og pædagoger for at se om vi kan gøre dem endnu bedre.
Uddannelse: vi skal skabe endnu bedre forhold for at de dygtige vikarer og mennesker med anden uddannelse end en læreruddannelse, kan blive uddannede som folkeskolelærere via forskellige ordninger – bl.a. via meritlærerordningen. I stedet for at skubbe de ikke folkeskolelæreruddannede ud af folkeskolen, skal vi skabe rum for, at de kan få en uddannelse.
Løn: vi kommer ikke udenom at lønnen i dag er et konkurrenceparameter kommunerne imellem, når det handler om at tiltrække dygtig arbejdskraft. Derfor er vi nødt til at se på, om vi kan gøre noget her.
Vi skal være opmærksomme på at vi ikke bare i Hvidovre står med denne udfordring, men at det er et landsdækkende problem, at vi ikke har nok der søger ind på læreruddannelsen. Derfor er vi nødt til fra alle sider, at bakke op om vores fælles folkeskole.
Jeg tænker i øvrigt, at meget af ovenstående kunne være gældende for vores øvrige velfærdsområder.
Gerhard Grubb Waaentz
Tidligere lærer og skoleleder
Kandidat for
Hvidovrelisten
