Vi skal balancere stormflodssikring, natur og fremtidige behov

Vi skal balancere stormflodssikring, natur og fremtidige behov

Borgmester ANDERS WOLF ANDRESEN med svar på læserbrev om landindvinding:

LÆSERDEBAT: I sidste uges avis var der flere læserindlæg, der omhandlede Hvidovre Kommunes nye landindvindings- og stormflodssikringsprojekt, som erstatter visionen om Holmene.

Jeg anerkender, at et projekt af denne størrelse naturligt skaber spørgsmål og bekymringer, og derfor er det vigtigt for mig at svare på nogle af de bekymringer, der bliver rejst.

Jeg vil gerne starte med at understrege, at vi er i en tidlig fase af projektet. Vi ønsker at tage de første nødvendige skridt mod en stormflodssikring af Hvidovre og hovedstadsområdet, men vi har endnu ikke besluttet, hvordan det præcist skal udføres. Det betyder, at der ligger en længere proces foran os, hvor der sammen med statslige myndigheder skal laves undersøgelser og vurderinger for at afgøre, hvordan projektet bedst muligt kan realiseres.

Med den nye landindvinding ønsker vi at gøre stormflodssikringen af vores by naturbaseret og genskabe en mere naturlig kystlinje med strandenge og andre habitater. Det skal på sigt gavne naturen og give plads til flere arter.

Vi har endnu ikke besluttet, hvordan det nye landområde evt. skal anvendes i fremtiden, og det vil først ske i en senere proces. Men jeg lægger ikke skjul på, at jeg ser potentiale i at bruge dele af området som et grønt erhvervsområde. Det kan skabe plads til bæredygtige arbejdspladser, som der i dag er stor efterspørgsel på – både i Hvidovre og i hele hovedstadsområdet, hvor mange erhvervsområder bliver omdannet til boliger. Men vores projekt har en lang tidshorisont, og hvem ved, hvad behovet bliver i fremtiden? Om det er plads til urørt natur, erhverv eller rekreative områder, vi kommer til at mangle? Derfor vil vi først beslutte en evt. anvendelse af området i en separat proces, når der er lavet grundige analyser og vurderinger af fremtidens behov.

Hvad angår bekymringer for miljøet er vi meget bevidste om, at projektet kan påvirke de eksisterende økosystemer. Derfor har vi i vores visionspapir allerede sat klare rammer for miljøhensyn. Der vil også skulle laves omfattende miljøundersøgelser og miljøvurderinger, som staten altid udarbejder for store projekter som dette.

For naturen bliver altid berørt, når vi udvikler vores byer og samfund. Men betyder det, at vi skal lade være med at klima- og kystsikre? At vi skal lade være med at gennemføre den grønne omstilling, udvikle og implementere bæredygtige løsninger? Nej, det mener jeg ikke. Det er ikke den grønne omstilling eller de bæredygtige løsninger, der er problemet. Problemet er, at der har været drevet rovdrift på naturen – og det skal stoppes. Vi skal sige nej til råstofindvinding i Køge Bugt, klapning af slam og store udledninger af næringsstoffer og spildevand i bugten. Dét vil gøre en markant forskel for havmiljøet i Køge Bugt og skabe bedre muligheder for ålegræs og andet liv i hele bugten.

Derfor ser jeg frem til en åben og konstruktiv dialog med vores nabokommuner om både vores nye projekt, men også om vores fælles udfordringer i forhold til beskyttelsen af havmiljøet i Køge Bugt og udviklingen af hovedstadsområdet. Også borgere, eksperter og andre interessenter skal inddrages, så vi sammen kan skabe løsninger, der balancerer hensynet til naturen med behovet for klimabeskyttelse og bæredygtig udvikling.

Venlig hilsen

Borgmester
Anders Wolf Andresen

 

menu
menu