Vi skal tænke i nye baner

Vi skal tænke i nye baner

Af MARIE-LOUISE JØRGENSEN:

LÆSERDEBAT: Vi er nødt til at tænke i nye baner. Det er vi, fordi den ældrepleje, vi kendte for 10 år siden, desværre ikke er mulig længere. Også selvom vi gerne ville.

Vi bliver heldigvis ældre og det kommer vi til at mærke i den nationale mangel på sundheds- og plejepersonale. Der er flere, som ønsker at være i eget hjem, men der er også flere vanskelige sygdomsforløb.

Derfor skal vi tænke i nye baner, når det gælder vores ældrepleje.

Snart går vi ind i årets budgetforhandlinger, og for SF er der ingen tvivl: Ældreområdet skal prioriteres. Vi skylder vores ældre en værdig alderdom med omsorg, nærvær og tryghed – og lige nu er det tydeligt, at vi skal finde nye veje for at kunne levere det.

Der bliver flere og flere ældre, og samtidig er der færre, der vælger en uddannelse inden for de fag, der varetager ældreplejen. Det sætter hele vores velfærdssystem under pres. Derfor vil vi gerne sige tak til Ældresagen og alle de andre stærke kræfter, der har givet deres input til budgetprocessen. Jeres stemme er vigtig – og vi lytter.

I årets budget skal vi spørge os selv: Hvordan sikrer vi, at alle ældre får den pleje og omsorg, de har brug for og fortjener? Vi står i en situation, hvor der ganske enkelt ikke er nok uddannet personale til både at klare den personlige pleje og rengøringen i hjemmet. Det er en svær erkendelse, men en nødvendig erkendelse.

I SF foreslår vi, at vi tør tænke anderledes. Kan unge på sabbatår hjælpe med rengøringen? Kan vores kommunale rengøringsmedarbejdere tage del i opgaven? Vi er åbne for alle idéer, der kan frigøre vores sundhedsfaglærte plejepersonale, så de kan fokusere på det vigtigste: den nære og personlige omsorg. At bo i et rengjort hjem er også med til at styrke den mentale sundhed, så ens familie og venner kan komme på besøg, og man ikke skal være pinlig over rengøringen i ens hjem.

For sandheden er, at vores ansatte i ældreplejen hver dag løber stærkt. Og alligevel møder de vores ældre med varme, faglighed og menneskelighed. Det gør et dybt indtryk. Vi har brug for dem – og vi har pligt til at sikre, at de har ordentlige arbejdsforhold. Det skal naturligvis være en del af budgettet.

Men vi skal også se på livet mellem plejeopgaverne. For ensomhed blandt ældre er en voksende udfordring. Alt for mange sidder alene – uden selskab, uden fællesskab. Her håber vi, at idéerne fra Seniorvenlig By kan være med til at åbne døre, skabe samvær og bringe mennesker sammen.

Vi skylder vores ældre, at de ikke bare bliver passet – men bliver set. At de ikke kun får hjælp – men får liv. Derfor skal vi tænke i nye baner.

Derfor håber vi, at vi igen kan samle hele kommunalbestyrelsen, som vil stå sammen om en budgetaftale, ligesom det skete for første gang sidste år. Og vi håber, at de andre partier og lister er med på et budget, hvor ældreområdet bliver en ægte prioritet.

 

Marie-Louise Jørgensen, SF Hvidovre

menu
menu