Vi skal udnytte pladsen og dæmpe støjen

Vi skal udnytte pladsen og dæmpe støjen

Vi må bruge denne innovative tilgang, der ikke kun løser støjproblemet, men også bidrager til vores klimaomstillingm skriver RASMUS NORDQVIST

LÆSERBREV: Den kommende udvidelse af motorvejen i Hvidovre rejser vigtige spørgsmål om vores prioriteringer for bæredygtighed, sundhed og fremtidens infrastruktur. Som kandidat for SF til Europa-Parlamentet mener jeg det er helt afgørende at skabe løsninger, der tjener både vores klimaet og lokalsamfundet.

Jeg er som udgangspunkt ikke fortaler for flere og større motorvejen. Vi ved, at jo mere vi udbygger dem, jo flere biler vil fylde dem op. Større motorveje er derfor ikke nødvendigvis den bedste vej frem. Men, når disse udvidelser er planlagt, er det afgørende at sikre, at de ikke blot øger trafikken, men også bevarer, hvis ikke forbedrer, livskvaliteten for dem, der bor tæt på. Støjforurening, ud over CO2 udledningerne, er en af de mest akutte bekymringer i denne sammenhæng, og den påvirker borgeres sundhed og trivsel.

Derfor støtter jeg SF Hvidovres vision om at overdække motorvejen med solceller. Denne idé går ud på at reducere støjen markant samtidig med, at vi udnytter pladsen til at producere ren energi. Det er en innovativ tilgang, der ikke kun løser støjproblemet, men også bidrager til vores klimaomstilling.

Ved at omdanne motorvejen til en solcelleoverdækket strækning kan vi skabe en dobbeltgevinst: støjreduktion og vedvarende energiproduktion. Denne løsning passer perfekt til vores mål om at skabe mere bæredygtige og miljøvenlige bymiljøer. Den giver også mulighed for at fremme lokal energi, der kan styrke vores fællesskab og mindske vores afhængighed af fossile brændstoffer.

Denne vision skal der ikke kun kæmpes for i Hvidovre, men også på europæisk plan. Vi har brug for innovative og bæredygtige løsninger, der kan fungere som inspiration for andre byer og regioner i Europa.

Europa bør være frontløber i grøn omstilling, og projekter som dette repræsenterer vores evne til at tænke kreativt og integrere miljøvenlige løsninger i vores infrastruktur. Lad os sammen skabe en fremtid, der er både bæredygtig og sund for os alle.

Med venlig hilsen

Rasmus Nordqvist,

kandidat til Europa-Parlamentet for SF, medlem af bestyrelsen for Det Europæiske Grønne Parti & tidl. MF.