VI SKYLDER DEN NÆSTE GENERATION

VI SKYLDER DEN NÆSTE GENERATION

Af BRIAN KØSTER

LÆSERDEBAT: Politik bør først og fremmest handle om ansvar for dem, der kommer efter os. Alligevel er det alt for ofte kortsigtede hensyn, der vinder over langsigtede løsninger. For mig er det afgørende, at vi genopretter den generationskontrakt, som Danmark bygger på: at hver generation efterlader samfundet lidt bedre, stærkere og grønnere til den næste.

Det begynder med børnene. Radikale Venstre har foreslået et børneløft på 15 mia, fordi alt for mange børn i dag ikke får den start på livet, de fortjener. Daginstitutioner og skoler er pressede, og alt for mange børn mistrives. Når voksne omkring børn løber stærkere og stærkere, går det ud over både trivsel og læring. Derfor skal vi investere mere i de første år af børns liv. Bedre normeringer, flere uddannede pædagoger og stærkere skoler er ikke en luksus. Det er en investering i vores fælles fremtid.

Uddannelsesniveauet er for første gang i nyere tid faldet som følge af SVM regeringens aftaler med SF og DF. Danmark er et videnssamfund, men vi ser i disse år en bekymrende udvikling, hvor færre unge gennemfører en uddannelse end tidligere generationer. Det er et svigt af både de unge og vores samfund. Hvis vi vil have dygtige faglærte, sygeplejersker, lærere og forskere i fremtiden, kræver det, at vi igen prioriterer uddannelse.

En ansvarlig generationskontrakt handler også om klima og natur. Vi har lånt vores natur af vores børn og vi har pligt til at levere den tilbage i bedre stand. Danmark skal være blandt de lande, der går forrest i den grønne omstilling. Vi skal have forpligtende klimamål, mindre forurening og halvering af svineeksporten så vi kan beskytte vores natur og drikkevand.

Sundhed er også en del af generationskontrakten. Her taler vi alt for lidt om forebyggelse. Hvert år dør 16.000 tusind danskere af tobaksrelaterede sygdomme. Tobaks- og nikotinprodukter fylder alt for meget i unges hverdag. Det er uacceptabelt.

Derfor skal vi have en tobaks- og nikotinfri ungdom. Det kræver modige politiske beslutninger: færre steder at købe produkterne, højere priser og langt mindre synlig markedsføring rettet mod unge. Forebyggelse er ikke bare fornuftig sundhedspolitik det er også ansvarlig politik der sikrer ældre sunde leveår og personale til at tage hånd om dem.

Hvis vi mener alvorligt, at Danmark skal være et godt land at vokse op i, må vi turde prioritere derefter. Børns trivsel, stærke uddannelser, en sund ungdom og en grøn fremtid er ikke særinteresser. Det er fundamentet for det Danmark, vores børn en dag skal tage over.

Radikale Venstre prioriterer næste generation og vigtigst af alt vi har realistisk og økonomisk ansvarlig politik.

Brian Køster,

Folketingskandidat

Radikale Venstre Hvidovre

 

menu
menu