VI VED IKKE HVOR VANDET KOMMER FRA

VI VED IKKE HVOR VANDET KOMMER FRA

Stien til Bakkeskoven kræver omfattende geotekniske undersøgelser, skriver Chef for center for trafik og ejendomme KENNI BJØRN NIELSEN:

LÆSERDEBAT: Der har i den seneste tid været ­ flere indlæg i avisen, som har spurgt om stiforbindelsen mellem Hvidovre og Bakkeskoven.

I budgetaftalen for 2025 er der afsat 1,33 millioner kroner til etablering af en sti mellem Strøbyholm og Bakkeskoven i Brøndby Kommune. Så sagen er økonomisk prioriteret, og viljen mangler ikke. Fra kommunens side er vi derfor frustrerede over, at stiforbindelsen ikke er blevet etableret endnu, og vi har fuld forståelse for borgernes utålmodighed.

Men problemet er, at der siver vand op i tunnelen. Som vi tidligere har beskrevet, har vi sammen med vores eksterne rådgivere undersøgt en del forskellige scenarier som fx stigende grundvand og en stoppet rørlagt grøft. På trods af ­ flere undersøgelser og bistand fra eksterne rådgivere er det svært at finde ud af, hvor vandet kommer fra, og hvordan det kan håndteres på en hensigtsmæssig og holdbar måde.

For at blive klogere på, om der kan findes en løsning og etableres en sti, er der derfor behov for mere omfattende geotekniske undersøgelser, end dem vi allerede har lavet. For det vil ikke give mening at lave en sti, hvis den hele tiden oversvømmes, uden at der kan gøres noget ved det.

På mandagens politiske udvalgsmøde (efter avisens deadline) skulle Klima-, Miljø- og Teknikudvalget derfor tage stilling til, om 200.000 kr. af de allerede afsatte midler til stien skal gå til yderligere undersøgelser.

Formålet er at få det faglige grundlag på plads, inden vi kan tage de næste skridt videre i sagen. Efter mandagens møde i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget går sagen videre til Økonomiudvalget og kommer herefter på som et punkt til næste kommunalbestyrelsesmøde den 24. februar.

Venlig hilsen
Kenni Bjørn Nielsen,
Chef for center for tra­fik og ejendomme

menu
menu