VIDSTE KOMMUNALBESTYRELSEN IKKE...

VIDSTE KOMMUNALBESTYRELSEN IKKE...

- at højhuse er høje?, skriver BRIAN KØSTER:

LÆSERDEBAT: Kan du huske Wongs grill? Den som havde ligget ved Friheden station siden bygningen blev opført i 1972. Det er nu snart 3 år siden, at den lukkede fordi man havde lavet planer for grunden ved Ajax Alle med bl.a. 40 meters højhuse med 12 etager. Jeg deltog for nylig i kommunalbestyrelsesmødet hvor sagen som man havde arbejdet med de sidste 3 år forkastedes af en samlet kommunalbestyrelse. Man er med andre ord ikke kommet et skridt videre.

Det betyder at alle involverede har spildt en masse kræfter lige fra investorer, til tidligere brugere i aftenskolerne, borgere, administrationen og selvfølgelig de 21 KB medlemmer.

Nu bryster man sig af, at man har hørt borgerne og derfor ændret kurs. Der må jeg bare sige at man nok skal kigge lidt mere ind ad og indrømme at man har grebet processen meget forkert ad. Det virker til, at man enten har inddraget de forkerte borgergrupper på forkerte tidspunkter eller ikke havde modet til at gennemføre sin politik? Sandsynligvis det første. Ellers havde vi ikke stået med det morads nu.

Kommunalbestyrelsen har vedtaget en kommuneplan, der tilsiger at stationsnære områder med mere skal fortættes og bygges i højden. Enten så har man ikke hørt borgerne rigtigt her, man har ikke helt været enige om hvor højt et højhus er (for så havde man nok aldrig vedtaget denne strategi) eller også så har man ikke modet til at føre sin politik ud i livet. Her er det jo særligt vigtigt at inddrage de berørte borgere der bor nær stationerne og knap så meget dem der bor ved Avedøre gadekær. I høringen af netop lokalområdet stod dog klart at man havde gjort regning uden vært.

Det er sådan, at der hvor der skal foretages større ændringer i en by eller et område, der kan være både nogle gener og fordele for dem som bor tættest på. Det skaber som oftest modstand efter begrebet NIMBY (not in my backyard). Jeg bor tilfældigvis i området Ajax Alle og her blev den lokale Nimby gruppe som koordinerede og sikrede høringssvar ledt af mine gode kollega fra venstre Anette Skourup Farnø. Og tak for det. Den lokale gruppe sikrede med rigtige og mindre rigtige argumenter at projektet forkastedes.

NIMBY-problematikker er dog lige så sikre som amen i kirken. Det siger sig selv at ingen gider at have et højhus i baghaven, men alligevel har man vedtaget en strategi og fremlagt et projekt der tilsiger at det er sådan vi gør. Spørgsmålet er så hvor det er gået galt? Og hvem er det vi respekterer. På sin vis respekterer kommunalbestyrelsen jo ikke Hvidovreborgerne ved ikke at føre projektet igennem, men det er selvfølgelig en bevidst fejlfortolkning fra min side. Selvfølgelig skal dem det går udover have meget at sige. Jeg tror Hvidovreborgerne gerne ser vi bygger knapt så højt og det er Radikale Venstre helt enige i. Eftersom hjørnet fungerer som udstillingsvindue for Hvidovre med tusindvis af forbipasserende kunne man måske drømme om mindre beton og bare en smule kulturelt udsyn. Det behøver ikke at være B.I.G. eller Hundertwasser, men tænk tanken. Det ville alt andet lige gøre det mere spiseligt.

Brian Køster

Radikale Venstre Hvidovre

 

Foto: Brian Køster ved Hundertwasser village i Wien

menu
menu