– Vidunderligt at være tilbage på den historiske Vestvold...

– Vidunderligt at være tilbage på den historiske Vestvold...

Således siger den tidligere Hvidovreborger SØREN ØSTERGAARD der netop har vist gæster rundt på volden

LÆSERDEBAT: Tirsdag den 17. juni havde jeg igen fornøjelse at vise volden frem for 56 gæster fra Frederiksværk.

De rundvisninger har jeg afholdt utallige af, men efter jeg flyttede til Nordals for 10 år siden har der kun været meget få. Til gengæld har jeg hernede i Sønderjylland guidet og fortalt en masse om krigen 1864 og andre historiske anlæg i denne landsdel. Fællesnævneren er vores fælles historie.

Med tilbage i Hvidovre var glæden ved at vise området omkring kaponieren og artillerimagasinet intakt. Det er jo stadig den samme gamle spændende historie om anlægget, dets tilblivelse indretning og formål.

Der er sket meget. Der er ryddet en stor del af den vilde bevoksning på selve volden, hvilket er med til at vise anlægget frem som den fæstning den nu er.

Desværre har graffitimalerne også haft travlt. Trist at se de facader der blev renoveret for 12-13 år siden smurt ind i skriblerier. En total mangel på respekt.

Men ikke nok til at ødelægge hverken fortællingen eller oplevelsen af glade gæster, sol og sommer, en grøn plet ved voldgraven og en god fortælling. Med til den gode oplevelse var den cyklist der hastede forbi på voldgaden med et „Hej Søren“. Det fremkaldte store smil hos gæsterne og det glædede mig meget ikke at være helt glemt.

Tak for lån Hvidovre, og tak til Forstadsmuseet for velvillig hjælp. Jeg håber ikke der skal gå så lang tid før der igen er historisk interesserede der vil høre om Hvidovres del af vores fælles forsvarshistorie.

På min hjemmeside vestvolden.info kan man læse meget mere om Københavns Befæstning, blandt andet også om anlæggene i Hvidovre..

Med venlig hilsen
Søren Østergaard
Nordborg, Als

menu
menu