Vores ældre fortjener mere end standardløsninger

Vores ældre fortjener mere end standardløsninger

Vi taler om mennesker – ikke maskiner, skriver ANETTE FARNØ SKOURUP:

LÆSERDEBAT: Det er fint, at borgmesteren og formanden for Ældre- og Sundhedsudvalget forsvarer brugen af robotstøvsugere i ældreplejen. Men det ændrer ikke på, at mange ældre i Hvidovre i dag oplever en hverdag præget af standardløsninger og manglende sammenhæng i deres forløb.

Vi taler om mennesker – ikke maskiner. Når en ældre borger bliver sendt hjem fra hospitalet uden en klar behandlingsplan, forventes det, at hjemmeplejen står klar til at løfte en kompleks opgave uden de nødvendige redskaber. Når hjemmehjælp bliver afvist med henvisning til en robotstøvsuger, opleves det ikke som værdighed, men som afmagt.

Derfor er det positivt, at Region Hovedstaden nu afprøver et udvidet behandlingsansvar på Hvidovre Hospital, så borgerne ikke bliver kastet frem og tilbage mellem systemer uden retning. Det er den slags helhedsorienterede løsninger, vi har brug for – ikke endnu en teknologisk spareøvelse forklædt som innovation.

Vi har brug for et ældreområde, hvor både kommune og region tager ansvar – sammen. Hvor der er tid til det menneskelige møde, og hvor teknologi understøtter omsorg, ikke erstatter den.

I Venstre kæmper vi for en ældrepleje med værdighed, nærvær og sammenhæng – uanset om hjælpen kommer fra kommunen eller hospitalet. Vores ældre fortjener bedre.

Anette Farnø Skourup

Venstre Hvidovre

menu
menu