11 medaljer med hjem fra DM

11 medaljer med hjem fra DM

Ved weekendens ungdoms DM i Ribe, var Hvidovre igen at finde blandt de mest vindende klubber. Klubbens fem spillere vandt 11 medaljer, heriblandt fem danske mesterskaber!

BORDTENNIS: Oven på en fantastisk weekend med stort nationalt stævne i Dansborghallen, var det blevet tid til at kåre de bedste bordtennisspillere i landet!

Forhåndsfavoritten Jocefina Haagensen skulle grundet sin seedning først i aktion om søndagen i Dame- Junior og U21 single. Det var derfor lige på og hårdt for Jocefina, som endnu engang skulle forsøge at tackle den svære situation at være favorit og samtidig den person, alle de andre gerne vil slå. Hele to gange på vejen mod finalerne, måtte hun ud i 7. og afgørende sæt, før sejren- og finalepladserne kunne sikres. I finalen i Dame Junior var Jocefina i kontrol det meste af tiden. Hun vandt 4-0 mod Maja Hansen fra OB. Til gengæld var finalen i Dame U21 noget mere spændende, hvor hun var oppe imod Mille Stoffregen fra Silkeborg. Bagud 1-3 i sæt og med adskillige matchbolde imod sig i flere sæt, fik hun kæmpet sig tilbage i kampen og vandt stævnets sidste kamp med 13-11 i 7. sæt. Sejren i Dame Junior gav udover den fornemme titel også en billet til årets Ungdoms EM senere på sæsonen, da landstræneren havde sat en EM-plads på højkant.

I Junior mixed double vandt Oliver Berntsen og Jocefina Haagensen over favoritterne fra Silkeborg i finalen, og kunne derfor fejre deres første danmarksmesterskab sammen som mixed par.

Klubbens yngste deltager, Villads Rosenberg Bergholt, havde i Drengerækken overraskende spillet sig videre fra kvalifikationspuljen samt presset en af favoritterne helt ud i 5. sæt, inden han desværre måtte se sig slået i 16-dels finalen. I Villads’ egen årgang i Yngre Drenge kom han helt til kvartfinalen, hvor han tabte til den senere sølvmedaljevinder. Villads stillede op i Yngre Drenge double med sin makker Marcus Jensen fra Hillerød. De to formåede at spille sig hele vejen til finalen, hvor drengene fik vendt et truende nederlag fra 1-2 til en 3-2 sejr. Det var derfor en meget glad Villads, som kunne fejre sit første danske mesterskab!

I U21 single rækkerne havde Hvidovre også deltagelse af Benjamin Karl Nielsen, Oliver Skouboe Berntsen og Mie Schou Salhauge, som alle tre måtte igennem kvalifikationspuljer, for at spille sig i hovedturneringen. Den opgave klarede de alle tre sig igennem.

Mie skulle i sin kvartfinale møde en spiller, som hun før havde slået. Det blev også til en god start for Mie, som kom foran med 2-0. Herfra fik modstanderen ændret på lidt taktik, som desværre fik vendt kampen på hovedet, hvorfor kvartfinalen blev endestationen for Mie med et 2-4 nederlag. Benjamin mødte overmagten i sin kamp og tabte ret klart med 0-4 i sin 8-dels finale. I U21 mixed vandt Mie og Benjamin en bronzemedalje.

Den 16-årige Oliver Skouboe Berntsen, som er sidste års danmarksmester i Drenge, havde på forhånd sænket forventningerne til sine single rækker, efter at være rykket fra Drenge årgangen op i Herre Junior. Efter en 4-2 sejr i 8-delen, stod Oliver nu over for den 3. seedet Mathias Larsen fra Silkeborg. Her så det i 7. og afgørende sæt længe ud til, at det skulle blive til exit for Oliver. Nede 1-7 vendte det fuldstændig. Efter nogle vanvidsdueller og lidt marginalpoint, stod pludselig som sejrherre med en 11-7 sejr og dermed 4-3. I semifinalen mødte Oliver den seniorlandsholds aktuelle Patrick Skarsholm. Her kørte Oliver selvtillidsfuldt videre, men tabte desværre en velspillet kamp med 2-40.

Også i U21 viste Oliver igen, hvilken fantastisk udvikling han er inde i. Som klar underdog, vandt han sin 8-del med 4-1 efter at have været bagud i samtlige sæt. I kvartfinalen mod den 4. seedet Christian Hold fra Silkeborg, havde Oliver igen både modet og marginalerne til at kunne vinde, når det spidsede til. Han vandt overraskende 4-1. I semifinalen ville skæbnen, at det igen stod på et møde med storfavoritten Patrick Skarsholm, som i denne kamp var spillet varm. Det endte derfor med et klart 0-4 nederlag, hvorfor Oliver derfor i både Herre Junior og U21 vandt en overraskende bronzemedalje. Det var samme karat som medaljen Oliver og hans makker, David Lund Heinig fra Virum vandt sammen i Herre Junior Double.

– Det er svært at være meget andet end tilfreds oven på sådan en weekend! Flere af vores spillere rammer deres topniveau på det helt rigtige tidspunkt og vinder gode og overraskende sejre. Alle har flotte sejre i løbet af weekenden og kan tage vigtig og brugbar erfaring med sig til deres kommende opgaver! Med al den energi og træning de alle ligger i sporten, fortjener de virkelig den succes, som de alle i mere eller mindre grad har i løbet af weekenden! Nu er det tilbage i træningslokalet og sætte sig nye mål, fortæller sportschef Victor Lynge oven på den begivenhedsrige weekend.

Flere af klubbens spillere kan se frem mod en spændende sommer med udlandsturneringer i Spanien og Belgien samt flere gode lejre hen over sommeren!

menu
menu