20 år med Grøn Entreprise

20 år med Grøn Entreprise

Man bliver ikke 20 år i anlægsgartnerbranchen, hvis man ikke er i stand til at justere og tilpasse sig - og man skal heller ikke regne med at fortsætte yderligere 20 år, hvis man ikke gør sin virksomhed klar til det.

Uno Apold, der sammen med Lars Hejgaard ejer Grøn Entreprise, har imidlertid tænkt sig, at Grøn Entreprise også om 20 år kan ses i bybilledet med deres grønne biler og logo. At gøre sig langtidsholdbar er dog langt fra virkomshedens eneste drivkraft. Det sociale ansvar betyder en hel del - hvilket i øvrigt også var en del af årsagen til, at Grøn Entreprise modtog Hvidovre Kommunes nytårsraket i 2019.

- Grøn Entreprise er en virksomhed, som er stærkt forankret i Hvidovre. Samtidig er det en virksomhed, som tager et stort socialt ansvar og gør meget for at vise unge, hvordan hverdagen på en arbejdsplads er, lød det blandt andet i motivationen for at virksomheden modtog nytårsraketten.

Fra Uno Apold lyder det indledningsvist:

- Det handler både om bundlinje og om bløde værdier. F.eks. er vi netop nu i gang med to projekter med Rockwoolfonden og SMV Danmark, hvor vi arbejder med et læseløft efter Dolexia-metoden. To af vores elever har sagt ja til at være med. De har været i gang i 1,5 uge og kan allerede nu mærke klare forbedringer. De får et specialsyet forløb, hvor de får den tid, de har brug for - og de kan allerede nu mærke, at det giver dem helt vildt, fortæller Uno Apold.

Læseløft-projektet varer ca. 20 uger, og det er Grøn Entreprise, der betaler for, at deres elever er med.

- Vi glæder os til at se, hvor langt de er nået om 20 uger. Og så regner vi da også med, at det er noget, der kommer os til gavn. Det er jo fint, at man kan læse vejskiltet og ser, at der står Vejle og man så ved, at er kommet lidt for langt. Det er også fint, hvis man lettere kan læse en af vores tegninger til et anlægsprojekt, siger Uno Apold.

Andre veje

Han betegner det som et værdiløft for de unge, der deltager. Læseløftprojektet er dog langt fra det eneste, hvor Grøn Entreprise gør noget ud af de bløde værdier. Igennem årene har man her i avisen kunne læse om en række projekter og tiltag, som Grøn Entreprise har været en del af. Projekter, der alle er med til at få unge til at få øjnene op for, at der er andre, spændende veje at gå end det traditionelle gymnasium.

- Vi har f.eks. fået en direkte henvendelse fra brancheforening, som har spurgt os, om vi vil være med i et forsøg, hvor 8. klasseselever, der var erklæret ikke-uddannelsesparate, kunne komme i praktik. Det sagde vi straks ja til. Hele ideen er at få en ung person ud, som kan finde gejsten og selvtilliden og tage det med tilbage til skolen og gøre den færdig, fortæller Uno Apold og fortsætter:

- Det drejer sig om, at de unge mennesker, der gerne vil, fortjener at få en chance, siger han.

Grøn Entreprise er ligeledes altid at finde på den kommunale uddannelsesmesse og virksomheden har desuden gennemført en lang række undervisningsforløb på skoler i kommunen og i nabokommuner. Alle sammen projekter, som Uno Apold mener kan være med til at styrke hans egen branche også på lang sigt. Hvordan vender vi tilbage til.

Ingen kemikalier

Uno Apold drev Grøn Entreprise fra sin egen hjemadresse frem til 2006. Det var også i den periode, at Uno Apold modtog Hvidovre Kommunes miljøpris i 2005.

- Helt fra jeg startede, har vi ikke brugt kemikalier i Grøn Entreprise. Jeg fornægter round up og forstår ikke, at det stadig kan købes. Så vi startede med at være kemikaliefri og vi har holdt fast i det igennem alle årene, siger han.

I 2008 flyttede Grøn Entreprise til Strandskadevej og i 2009 slog Uno Apold sig sammen med Lars Hejsgaard, som han kendte igennem Danske Anlægsgartnere, hvor de var i ERFA-gruppe sammen. Makkerskabet betød, at virksomheden bedre kunne udvikle sig.

- Det tog os et års tid at få kørt hver vores virksomhed sammen. Det var lidt en kulturbearbejdelse, fordi vi havde hver vores måde at gøre tingene på, men så kørte det også, fortæller Uno Apold.

Nye tiltag

Han og Lars Hejsgaard har igennem tiden udviklet og justeret deres virsomhed. Nye tiltag er blevet afprøvet og lukket, andre områder er kommet til. I dag har virkomsheden tre afdelinger: Den grønne gartnerafdeling, den grå anlagsafdeling og den røde kloakafdeling. Lars Hejsgaard har læst til autoriseret kloakmester, og den del af forretningen vil Grøn Entreprise i det hele taget gerne have til at vokse.

- Man prøver nye ting og må erkende, at det ikke er alting der lykkes. Som f.eks. vore E-bud, som vi havde i 10 år, men som nu er lukket. Der skal hele tiden ske en tilpasning - det gælder nok alle steder. Dem der er bedst til at tilpasse sig og udvikle sig, er dem, der kan overleve på den lange bane, fortæller Uno Apold.

Den lokale virksomhed har i perioder været oppe på 20 medarbejdere. Pt. er der ca. 15.

- Det er et leje, der passer os rigtig godt, og som vi har kunnet holde igennem de sidste år, lyder det fra Apold.

Langsigtet

Grøn Entreprises arbejde med at gøre de unge opmærksomme på branchen har i øvrigt sikret virksomheden to elever, så vidt. Og det er ikke bare godt nu og her, men også på lang sigt.

- Det er fantastisk at se, hvordan f.eks. kommunens uddannelsesmesse er groet. Det er sjovt at snakke med de unge, men det er endnu bedre, når vi har vores egne elever med. Det bliver meget mere nærværende, når de unge taler med nogen, de er i øjenhøjde med. Vi har brug for eleverne, og vi har brug for, at vi uddanner nogle, der kan bringe vores kvalitet og håndværk videre. Det er kvalitet og troværdighed, der får os til at overleve, siger Uno Apold.

Og så tilføjer han, at det også er over de næste 15 år, at der skal arbejdes på et generationsskifte i virksomheden.

- Den næste 15-års periode skal der laves generationsskifte til de rigtige unge, der ønsker at drive virksomheden videre. Det skal gøres attraktivt, og den røde tråd i vores arbejde skal være tydelig. Vi bliver aldrig en gazellevirksomhed, for vi vil først og fremmest have glade medarbejdere. Det skal være sjovt at gå på arbejde, siger han.key

Uno

Uno

menu
menu