23-årig lokal mand forsøgte at dræbe sin mor

23-årig lokal mand forsøgte at dræbe sin mor

Mand med tyrkisk statsborgerskab er nu dømt og skal efter afsoning udvises til Tyrkiet for bestandig

En 23-årig mand med tyrkisk statsborgerskab, men som er født og opvokset i Danmark, udsatte sidste år ved Gørtlerporten sin mor, far og svigerinde for drabsforsøg, vold og trusler.

I sidste uge faldt der dom i Retten i Glostrup. Her blev manden idømt psykiatrisk behandling og bestandig udvisning af Danmark.

Den voldsomme episode fandt sted den 2. juli ved Gørtlerporten, hvor den nu 23-årige mand boede midlertidigt hos sine forældre.

- Moren blev påført skader, der kunne være livstruende, hvis hun ikke var blevet behandlet, lyder det i en udtalelse om sagen fra Retten i Glostrup.

Manden blev desuden dømt for at have slået sin far i ansigtet med fem knytnæveslag, og endelig blev han dømt for at have truet sin svigerinde, idet han udtalte “Jeg slår dig ihjel”.

Den dømte har erkendt at have slået sin far, men nægtede at hans hensigt var at dræbe sin mor, eller at han havde truet svigerinden.

I følge Retten i Glostrup fandt retten imidlertid, at manden måtte have indset, at det var overvejende sandsynligt, at moren ville afgå ved døden som følge af knivstikkene. Retten fandt det desuden bevist, at manden havde slået sin far og truet sin svigerinde.

- Der var enighed om at dømme manden, der var sindssyg på gerningstidspunktet, til behandling på psykiatrisk afdeling. Der var også enighed om, at manden, der er tyrkisk statsborger, skulle udvises af Danmark for bestandig, uanset at han er født og opvokset her, lyder det fra Retten.

Manden overvejer nu, om han vil anke dommen til Østre Landsret.

red

menu
menu