80 år – de 60 i ægteskab

80 år – de 60 i ægteskab

Bodil Thomsen, Rebæk Søpark, der er uddannet bevægelsespædagog fra Godtvedskolen i 1979, fylder fredag den 20. maj 80 år.

Hun har varetaget ergonomiundervisning i flere ansættelsesforhold, og da hun stoppede sit undervisningsarbejde efter 41 år, blev hun udnævnt til æresmedlem af Godtvedgruppen Bodil Thomsen har været en trofast støtte for sin mand, Thomas Thomsen. Som ung uddannede hun sig i og arbejdede inden for regnskab og var senere aktiv i ægteparrets forretning Åhavens Messe i Valby og Hvidovre. Efter afhændelse af denne har Bodil på sin fine måde gjort det muligt for ægtefællen at påtage sig en stribe af frivillige opgaver bl.a. inden for atletik, herunder som mangeårigt bestyrelsesmedlem og formand for Dansk Atletik Forbund. Lokalt i Hvidovre har ægteparret lagt mange kræfter i Ældre Sagen, hvor Thomas Thomsen var lokalformand i årene 2008-2017 og stod bag mange ældreinitiativer. Det udløste i 2019 Hvidovre Kommunes Kulturpris. Kontakten til Ældre Sagen opretholder Thomas Thomsen nu som dirigent ved årsmøder i lokalforeninger på Sjælland og i Hovedstadsområdet.

Bodil Thomsen kan samtidig med sin fødselsdag markere diamantbryllup med Thomas. Ægteparret har to døtre, Mai-Britt og Lise-Lotte, og tre børnebørn.

– Vi har været gift i 60 år, men erhvervsarbejde og frivilligt arbejde har taget sin bid af disse, så vores fælles tid sammen var været mindre, men vi har alligevel haft et dejligt liv og fået mange gode oplevelser sammen, siger diamantbrudeparret, som fejrer mærkedagene privat.

menu
menu