90 ÅR

90 ÅR

Adrian Sørensen, Danmarks ældste nulevende Anders And-serietegner runder de 90 år på torsdag den 6. juni.

Han er født i Aalborg, men flyttede allerede til Hvidovre i 1957, hvor han nu nyder pensionisttilværelsen sammen med sin hustru.

Først indenfor de seneste 10-15 år har Adrian Sørensen opnået sin velfortjente anerkendelse, og bliver kaldt “Danmarks svar på Carl Barks”, da han i lighed med sin amerikanske kollega, arbejdede som en anonym håndværker for Disney gennem mange år.

Trods en mangeårig karriere som fuldtids serietegner hos det daværende Gutenberghus - i dag Egmont - er Adrian Sørensen ret sent blevet kendt i offentligheden, fordi forlaget foretrak, at tegnerne var anonyme. Læserne skulle have det indtryk, at alt materialet kom direkte fra Walt Disney. Det lykkedes særdeles perfekt. Men mange af de velkendte figurer fra Anders And-bladene blev i de følgende år produceret på tegnebrættet fra hjemmekontoret i Hvidovre,.

Adrian Sørensen tegner og maler fortsat for sin egen fornøjelses skyld og for enkelte særligt “udvalgte”. For nogle år siden lykkedes det ham iøvrigt at få frigivet en del af sine originalsider fra Egmonts arkiver. Han har så mange originalsider til Anders And-bladene, at han rent faktisk sælger ud af dem til interesserede samlere.

Den runde dag på torsdag har Adrian Sørensen valgt at fejre med den nærmeste familie.

menu
menu