Aabech i HIF-trøjen en halv sæson mere

Aabech i HIF-trøjen
en halv sæson mere

Glad for en ny kontrakt, og HIF’s løbetal, der viser at han ikke er en luksusspiller

FODBOLD: Nu skulle det være sikkert, Hvidovres store strateg og styrmand, Kim Aabech, tager minimum et halvt år mere i den røde trøje på 1 divisionsholdet. Den 38 årige kreatør er glad for at han netop har sat sin underskift på en ny aftale med den klub, hvor han er noteret for 145 kampe og 43 mål de sidste 4½ år, og han udtrykker stor glæde over at være her.

- Det var et nemt valg at forlænge med HIF, da det bare har været et super fedt match fra dag et, og her små fem år efter, kan jeg sige, at jeg har nydt hver en dag, så det var egentlig let, siger Aabech. - der dog også erkender, at der faktisk var forespørgsler fra et par andre klubber.

- Men jeg føler altså, jeg hører til her. HIF som helhed, har jo betydet alverden for mig, og fra den dag jeg startede har jeg følt mig hjemme, hvilket jo nok kendetegner en speciel klub. Lige meget hvor man kommer fra, så er vi alle en enhed og det har vi så sandelig vist det sidste lange stykke tid!

- Målsætningen var jo top 6. Den er nået, så nu er vores mål at ende så højt som muligt, og det er da som mulig oprykker til Superligaen. Lykkes det ikke, kan vi stadigvæk være stolte over det, vi har opnået. Men selvfølgelig går vi efter at rykke op, - vi ligger jo med til det, så alt kan ske...

Et dementi om Aabech

Ofte er den rutinerede midtbanemand tidligere blevet kaldt "bevægelsesøkonom" og en "luksus-spiller", der ikke tilbagelægger mange kilometer i løbet af en kamp. Det passer bare ikke mere!. Kigger man på klubbens officielle tal løber Aabech i gennemsnit 10 km pr. kamp, hvilket endda er godt over gennemsnittet på HIF- mandskabet.

- Ha ha tja, jeg har jo skullet lægge øre til meget mht løb, og ja det er nok ikke mig man ser sprinte rundt på banen. Men jeg bevæger mig jo så meget rundt på banen, og gerne de rigtige steder i små rum, og man skal være i bevægelse på en anden måde. Hvad det angår synes jeg vi, spillere har en god indbyrdes forståelse for hinandens kvaliteter.

Til trods for at Kim Aabech er en ”ældre mand” inden for fodboldverden, og har prøvet lidt af hvert, er sulten efter fodbold da stadig tilstede:

- Korrekt, min sult efter god fodbold er stadigvæk kæmpestor, og derfor forlænger jeg jo også minimum et halvt år nu, fordi fodbold bare er det fedeste stadigvæk. Fysisk har jeg nærmest aldrig haft det bedre, og så er det klart, at med så gode gutter i klubben, er det stadigvæk sjovt at komme til træning, så hvorfor opgive det trods en lidt fremskreden alder. Der er jo mange spillere i udlandet, både i England og Spanien, der er ældre end mig, og stadig spiller på topniveau.

Aftalen på et halvt år skal vist heller ikke ses som et tegn på at Aabech er på vej til at lægge støvlerne på hylden; - han og klubben blev nemlig enige om en ”halvt år ad gangen aftale” for et par sæsoner siden, så en forlængelse mere er bestemt ikke udelukket.

- Nu tager vi altså et halvt år ad gangen, men det er klart at så længe vi har et godt match og kroppen kan være med, så vil jeg da spille, slutter Aabech.

HIF spiller første testkamp på fredag aften ude mod B.93, hvor Aabech dog er tvivlsom til opgøret.ka-ma

menu
menu