Avedøre tabte til bundholdet

Avedøre tabte til bundholdet

Hvad er der sket med det tidligere tophold i Danmarksserien?

FODBOLD: Avedøre gjorde meget for at holde 1. pladsen i Danmarksserien efter det fine efterår. Træningen blev igangsat tidligt, der blev lavet en træningslejr i Tyrkiet og man havde god spillertilgang udefra, og der var heller ikke nogen større spillerafgang. Hvad er der mon sket med holdet her i foråret, hvor man kun har én sejr (over GVI), og hvor de sidste fire kampe mod hold fra den nederste del af rækken kun har givet et point?

Man havde selvfølgelig håbet, at fredagens kamp mod bundholdet i Tåstrup kunne bruges til at “rejse Avedøre”, men i stedet blev det til et nyt forsmædeligt nederlag på 4-2, endda efter en Avedøre-føring på 0-2 ved pausen.

Det så godt ud de første 35 minutter, hvor Mathias S. Christensen med et langskud bragte Avedøre foran, mens Mikkel Bang øgede til 2-0 på et straffespark lavet mod ham selv. Det var kun spillet 21 minutter. Inden da havde Martin Nordentoft, fremrykket som hængende angriber, sendt Sebastian Tan af sted alene med målmanden, men uden held i afslutningen, og Mikkel Bang og Sebastian var tæt på at spille sig fri umiddelbart efter straffesparket, og man anede en komfortabel AIF-sejr.

I de sidste ti minutter før pausen kom Taastrup dog foruroligende med, men et skud over mål i åben chance og en fodparade af Rasmus Siggaard reddede Avedøre. Man forstod, at Taastrup var det klart mindst scorende hold i rækken, mens Avedøre på papiret havde det næstbedste forsvar.

Trist forvandling

Men sådan så det ikke ud efter pausen. På kun 18 minutter fra 52. minut til 70. minut lykkedes det bundholdet at score fire gange.

Et straffespark af Steven Green, en opsnappet tværaflevering af Niklas Myhrmann mellem midterforsvaret, og to mål på et minut, hvor Avedøre virkede helt rundt på gulvet gjorde, at det blev pinligt.

Hvad der skete er svært at sige. Systemskifte efter pausen, sagde nogle. Dårlig indstilling, sagde andre. Er ikke bedre, var et yderligere forslag. Det var også meget tæt på at være blevet til fem scoringer på 20 minutter, men Siggaard reddede et hårdt langskud oppe under overliggeren til hjørnespark. Først i de sidste 10 minutter fik Avedøre et par afslutninger på mål af indskiftede Mads Eslund og Mathias Redke.

- En klog fynsk fodboldtræner sagde engang, at 2-0 er en farlig føring. Det må siges at være slået fast efter denne nedsmeltning efter pausen, konstaterede Avedøres sportschef Per Myhrman.

- Den næste kamp spilles på lørdag den 18. maj kl. 13.00 i Greve, og vi må sige, at det er på tide at lave point, hvis vi skal slutte blandt de fem første i rækken og få en hjemmekamp mere næste sæson.

mads-

menu
menu