Børne-kulturhuset - en bar plet

Børne-kulturhuset 
- en bar plet

ENHEDSLISTEN om fornyelsen af Hvidovres bymidte: Børn giver liv - hvor børn er, kommer voksne til

Enhedslisten i Hvidovre har på generalforsamlingen drøftet fornyelsen af bymidten. De første spadestik tages de kommende måneder.

Det oprindelige forslag om en ny bymidte daterer sig tilbage til 2015, så forberedelsesfasen har været lang og ikke lige køn undervejs.

Enhedslisten har ved enhver given lejlighed, i Kommunalbestyrelsen, ved udvalgsarbejdet, i pressen, kæmpet for, at bymidten skulle indeholde et børnekulturhus, - desværre forgæves. Ubegribeligt, at man som familiernes og børnenes kommune fravælger et sådant.

Rigtig mange kommuner har etableret børnekulturhuse, hvor børn og unge kan bruge deres krop og kreativitet. De kan agere og producere kunst og kultur, få udviklet deres evner og få indsigt i den voksne verdens kunst. Fordelene ved at være placeret i "eget hus" er indlysende. Man bestemmer selv hvilke, hvor, hvordan og for hvem givne aktiviteter skal foregå.

Hvor børnene færdes, træffes også forældrene. Et børnekulturhus med mange aktiviteter for store og små vil give liv til bymidten. Især om eftermiddagen og i de tidlige aftentimer vil spontane møder mellem børn og børnefamilier passe godt ind i fortællingen om Hvidovre som børnenes og familiernes by.

Med håb om at den bare plet snart kommer til at summe af aktivitet og glade stemmer, at nogen kommer til fornuft.

Enhedslisten,

Hvidovre.

menu
menu