Børnene udstiller deres kunst om dyr

Børnene udstiller deres kunst om dyr

Børnenes Store Kunstudstilling 2019 åbner på Hvidovre Hovedbibliotek - fernisering lørdag den 23. marts

Hvidovre Kommune inviterer i samarbejde med Hovedbiblioteket og Billedskolen til stor fernisering for Børnenes Store Kunstudstilling 2019. Arrangementet finder sted lørdag den 23. marts kl. 11.00-15.00.

Temaet har været DYR og de sidste par måneder har 13 institutioner i Hvidovre Kommune arbejdet på til sammen ca. 500 værker. Lørdag den 23. marts er det så tid til at værkerne bliver vist frem og det bliver fejret med en stor fernisering på Hvidovre Hovedbibliotek. Værkerne kan ses fra den 23. marts-23. april (begge dage inklusiv).

Der er lagt op til spas, fest og leg med masser af underholdning. Borgmester Helle Adelborg åbner ferniseringen med en tale i Kometen. I løbet af dagen vil der blive serveret lidt til ganen. Der er planlagt et bredt spektrum af underholdning for børn og barnlige sjæle. Efter talen kan du nemlig opleve selveste Gurli Gris til et stort show i Kometen med efterfølgende meet’n’greet, hvor hun skriver autografer. På dagen vil det også være muligt at tage VR-briller på og være kreativ i et virtuelt univers, og så kan du prøve kræfter med at smage eksotiske, stegte insekter - i chokoladesovs og krymmel - ved det rullende Street Kitchen.

Ferniseringen finder sted lørdag den 23. marts på Hvidovre Hovedbibliotek, Hvidovrevej 280. Entré til al underholdning, samt snacks og drikke på dagen, er gratis.

menu
menu