Cirkus på plakaten

Cirkus på plakaten

Cirkusmuseets årsplakat for 2020, som er lavet af tegnerne Sussi Bech og Frank Madsen, oser af glæde og cirkusliv.

Det er en glad museumschef i form af Mikkel Knudsen, der viser årsplakaten frem: - Frank og Sussi har formået at lave en plakat, hvor man næsten kan høre cirkusmusikken spille og, hvor man i den grad kan gå på opdagelse og danne sin egen historie.

Museet har hvert år siden 2005 fået lavet en årsplakat og Frank Madsen og Sussi Bech skriver sig ind i en række af mange forskellige tegnere og kunstnere fra Carl Quist Møller til Leif Sylvester, der tidligere har lavet plakater for museet. Men årets plakat kan noget helt særligt:

- Cirkus er et fantastisk univers, hvor det ufattelige har sin plads. Her ophæver artisterne f.eks. tyngdekraften, når de kaster sig ud i trapezen og der er noget næsten drømmende over en cirkusforestilling. Det rammer Frank og Sussi også perfekt med plakaten, der rummer elementer fra både før og nu i cirkus, siger Mikkel Knudsen.

Frank Madsen og Sussi Bechs virke dækker bredt. De har bl.a. lavet voksentegneserien Eks. Libris. De har tegnet LEGO-tegneserien Jim Spaceborn for børn og lavet illustrationer til en lang række ting fra Minifras til DONG, men det er første gang, at de kaster sig over cirkus.

Mikkel Knudsen håber, at plakaten kan komme til at pryde mange børneværelser og oplyser, at den kan købes på Cirkusmuseet for 50 kr.

menu
menu