DANMARK SKAL VÆLGE DET INTERNATIONALE SAMARBEJDE!

DANMARK SKAL VÆLGE DET
INTERNATIONALE SAMARBEJDE!

DEBATINDLÆG af ERIK J.M. PEDERSEN, Hvidovre, næstfmd. i Europabevægelsen Københavns Omegn:

Danmark har en stærk interesse i at engagere sig internationalt for menneskerettigheder og grundrettigheder. Og vi har ingen brug for retsforbeholdet.

Efter rædslerne i 2. verdenskrig fremkom ideerne om at sikre menneskerettighederne. Det begyndte med, at Europarådet blev oprettet i 1949 og placeret i Strasbourg. I årene 1950-1953 fik Europarådet udarbejdet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)., som trådte i kraft i 1953. EMRK er gennem årene blevet ajourført og udvidet gennem vedtagelsen af en række protokoller. EMRK blev i 1992 inkorporeret i dansk lovgivning og er således gældende ret i Danmark. Europarådet kan i 2019 fejre halvfjerdsåret for sin oprettelse.

Europarådet er ikke en EU-institution, men et forpligtende samarbejde mellem 47 medlemsstater. Alle EU’s medlemsstater er tillige medlemmer af Europarådet og dermed forpligtet til at overholde EMRK. Ifølge Lissabontraktaten (art.6, stk. 2, TEU) skal EU tiltræde EMRK. Det er dog endnu ikke sket pga. nogle meget komplicerede juridiske problemstillinger. I praksis har det dog næppe den store betydning, fordi EU’s værdier bygger på bl.a. respekt for menneskerettighederne (art. 2, TEU).

Til at pådømme overtrædelser af EMRK i det internationale samarbejde blev Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) oprettet og ligeledes placeret i Strasbourg. En del politikere, heriblandt fra Danmark, har navnlig i de seneste år rejst kritik af EMD for dens påståede dynamiske fortolkninger. I forbindelse med afslutningen af det danske formandskab for Europarådet blev der i april 2018 vedtaget en Copenhagen Declaration, som er et signal fra politikerne til EMD om ønskede fortolkningsprincipper. Kritikken af EMD har ofte drejet sig manglende muligheder for at udvise udlændinge, der er dømt for alvorlig kriminalitet.

Der er stadig behov for udvikling og overholdelse af menneskerettighederne. Derfor bør Danmark fortsat og aktivt støtte arbejdet i Europarådet.

Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder (EU-charteret)

I december 2000 proklamerede EU vedtagelsen af EU-charteret, som var en politisk erklæring, der ikke var juridisk bindende. Med Lissabontraktatens ikrafttræden den 1. december 2009 blev charteret gjort juridisk bindende. Det fremgår af Lissabontraktaten, at EU-charteret har samme juridiske værdi som traktaterne. Det betyder, at EU-charteret er primær EU-ret og dermed generelt har forrang for national ret.

EU-charteret gælder ved udarbejdelse og implementering af EU's retsakter, f.eks. forordninger og direktiver. Med andre ord skal EU’s institutioner overholde EU-charterets bestemmelser i deres lovgivningsarbejde. Det samme gælder de nationale myndigheder, når de implementerer og gennemfører EU-retten. Herved vil EU-charteret direkte kunne skabe ret for EU-medlemsstaternes borgere, når det drejer sig om EU-retlige anliggender.

Overtrædelser af EU-retten pådømmes af Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen), som er beliggende i Luxembourg. Mange sager afgøres ved præjudicielle afgørelser ved EU-Domstolen. Det betyder, at en national ret under sin sagsbehandling forelægger sagen for EU-Domstolen, som så træffer afgørelse på grundlag af EU-retten. Normalt vil den nationale domstol herefter afsige dom i overensstemmelse med EU-Domstolens afgørelse. Dette sikrer en ensartet fortolkning af EU-retten.

Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende rettigheder bør nyde generel opbakning bl.a. fordi det styrker borgernes retssikkerhed.

Nej tak til retsforbeholdet

“Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed” er overskriften på det afsnit i Lissabontraktaten, som handler om bl.a. politisamarbejdet

Med Maastrichttraktaten fik Danmark i 1993 sine fire undtagelser (forbehold), heriblandt retsforbeholdet, som betyder, at Danmark på flere områder står uden for RIA-samarbejdet (Retlige og Indre Anliggender). I mange år gav det ikke store problemer, for da mange af bestemmelserne var mellemstatslige, kunne Danmark deltage på dette niveau. I takt med udviklingen af traktaterne, senest med Lissabontraktaten, blev flere og flere af de retlige områder flyttet fra at være mellemstatslige til at være overstatslige. Det betød, at Danmark ikke længere kunne deltage pga. retsforbeholdet.

Det er kun på nogle områder lykkedes Danmark at få parallelaftaler. For det vigtige Europol- politisamarbejde lykkedes det efter vanskelige forhandlinger Danmark at få en særlig operationel aftale, som trådte i kraft den 30. april 2017. Aftalen, som af begge parter kan opsiges med tre måneders varsel, skal senest evalueres den 31. oktober 2020. Aftalen regulerer dansk politis muligheder for samarbejdet med Europol.

Lissabontraktatens protokol 22 giver Danmark mulighed for en tilvalgsordning. Det betyder, at Danmark sag for sag vil kunne tage stilling til, om Danmark vi vil deltage i de relevante retsakter.

Selvom den operationelle aftale giver Danmark en række muligheder, kan der opstå problemer for Danmark, når EU vedtager nye bestemmelser på området Retlige og Indre Anliggender.

Ved folkeafstemningen den 3. december 2015 om afskaffelse af retsforbeholdet var stemmeprocenten 72. 46,9 % stemte ja til afskaffelsen og 53,1% imod.

Her i 2019 er den bedste mulighed for Danmark igen at arbejde for afskaffelse af det danske retsforbehold og i stedet benytte tilvalgsordningen. Retsforbeholdet er overflødigt, fordi vi har protokol 22. Danmark bør derfor afholde folkeafstemning om afskaffelse af retsforbeholdet efter en grundig og saglig informationskampagne. Som bekendt forudsætter demokrati, at borgerne er oplyste.

Erik J.M. Pedersen

menu
menu