Danmarks bedste crooner gæster Hvidovre!

Danmarks bedste crooner gæster Hvidovre!

Den sidste lørdag i februar forvandles Kometen til en jazzklub, når Mads Mathias kommer til byen.

Vinter-crooner-lækkerier!

Igen i år deltager Hvidovre i den nationale Vinterjazz-festival. Det markeres med en række spændende koncerter rundt om i kommunen i løbet af februar måned - bl.a. med den internationalt anerkendte jazzsanger og crooner Mads Mathias. Når Mads Mathias lørdag den 23. februar indtager Kometen sammen med sit band, bliver det i hyggelige, intime jazzklub-omgivelser, og publikum kan se frem til en koncert i verdensklasse med en karismatisk og underholdende sanger, der i medierne er blevet udråbt som “Danmarks førende mandlige jazzvokalist”.

Et hjem med klaver

Mads Mathias er i den grad vokset op i et hjem med klaver. Men også en masse andre instrumenter. Mads Mathias husker tilbage på sin musikalske barndom:

- Min mor spillede gulvbas, min far klarinet og mine brødre spillede også, da vi var mindre. Jeg fik en saxofon, da jeg var 11 år, og min far forklarede mig, hvor jeg skulle placere fingrene - og så gik jeg ellers bare i gang!..

Sidenhen kom Mads Mathias ind på konservatoriet og lærte at spille efter node - i stedet for bare at høre plader for på den måde at lytte sig frem til melodierne.

Fra Sinatra til Bowie

Der var med andre ord megen musik i Mads Mathias’ barndomshjem. Hovedsageligt jazzmusik, men det var ikke kun derfor, han valgte at blive jazzmusiker. Mads Mathias uddyber:

- Der er altid et improviserende element i jazzmusikken, og det tænder jeg på. Når det bliver for indøvet eller statisk, taber jeg lysten. Jeg tror, det er derfor, jeg har det så godt med jazz...

Når det så er sagt, understreger han samtidig, at hans inspirationskilder er mere brede end som så:

- Af vokalister er jeg vild med alt fra Frank Sinatra og Harry Connick Jr. til David Bowie og Bob Marley. Jeg skal bare kunne mærke dem rigtigt og få sangen eller historien med ind under huden. Så er det mindre vigtigt, om det er perfekt udført eller gjort på en bestemt måde, fortæller Mads Mathias og fortsætter:

- Mine inspirationskilder tæller også saxofonister og andre instrumentalister såsom Lester Young, Stan Getz, Eric Dolphy og Johnny Hodges. Når de spiller, fortæller de en historie, som jeg bare må høre til ende. Men det skal kort og godt lyde rigtigt - og så skal det swinge!...

Nye sange luftes

Når Mads Mathias optræder i Kometen den 23/2, vil han blandt andet lufte numre fra hans kommende soloplade, som han arbejder på for tiden. Udover at turnere land og rige rundt som solosanger, optræder han også sammen med guitaristen Aske Jacoby og er desuden med i det populære neo-New Orleans band Six City Stompers. Derudover har han gang i et projekt med en elektronisk musiker, hvor de udforsker og sammensmelter genrer. Bandet ved navn Krydsfelt har netop modtaget “JazzDanmark Prisen” ved Danish Music Awards Jazz 2018.

- Så jeg har masser af fed musik omkring mig hele tiden, og det har jeg det bedst med!, afslutter Mads Mathias entusiastisk og understreger, at han glæder sig til Vinterjazz-koncerten i Hvidovre sidst på måneden.

Koncerten med Mads Mathias’ jazzband foregår lørdag den 23. februar kl. 20 i Kometen, Hvidovrevej 280, og dørene åbner kl. 19.00. Billetter koster 75 inkl. billetgebyr og kan købes på bibliotekerne i Hvidovre eller via hvidovrebib.dk. De kan også købes i døren inden koncerten. Læs om de øvrige Vinterjazz-begivenheder i kommunen via jazz.dk eller download appen “Live Jazz Danmark”.

menu
menu