De unge har en farlig leg med lattergas

De unge har en farlig leg med lattergas

Lattergas fra små patroner er blevet populært i nattelivet, og meget synligt som affald i gadebilledet

Du har sikkert set dem, de små sølvfarvede patroner, der ligger rundt om i gaderne i Hvidovre. De indeholder en drivgas (lattergas), som normalt bruges til at forvandle fløde til flødeskum. Lattergas har i mange år været brugt som smertelindring hos for eksempel tandlæger og på landets fødegange, men i de senere år har mange unge også taget gassen til sig som rusmiddel.

Det er nemt at få fat i, det er billigt og så er det populært blandt de unge, hvis de vil prøve en hurtig rus. Og noget tyder på, at også Hvidovres unge har fået færten af, at lattergas er et rusmiddel, som de er interesseret i. Det vidner bl.a. den mængde af brugte patroner som blev fundet forleden ved busstoppestedet på Arnold Nielsens Boulevard om (læs ugens Talerstol).

Flere læger og misbrugseksperter har advaret mod brugen, fordi man i værste fald kan risikere at blive kvalt af lattergassen, og suger man gassen i sig over en længere periode, kan man risikere kroniske skader i nervesystemet.

Gassen kan imidlertid også have uønskede virkninger, som gør, at man mister kontrollen over sin krop. Så selvom rusen varer kort tid, kan der stadig opstå farlige situationer. Man kan blive svimmel, få balanceproblemer, blive mindre opmærksom og få svækket sin dømmekraft. Det kan medføre, at man falder og slår sig, går ud foran en bil eller noget andet dumt. Den risiko er selvfølgelig større, hvis man har indtaget andre rusmidler, som for eksempel alkohol og hash.

En anden risiko ved at tage lattergas er iltmangel. Vores krop har brug for ilt for at fungere, og når vi trækker vejret, kommer ilten ned i lungerne og derfra over i blodbanen og videre ud i cellerne i alle organer. Hvis man trækker vejret fra en ballon med lattergas, fortrænger man ilten i sine lunger. Og jo flere inhalationer man laver, desto større risiko er der for, at man får iltmangel. I værste fald kan man risikere at blive kvalt af iltmangel.

De typiske tegn på akut iltmangel er, at man har svært ved at trække vejret og begynder at blive blå omkring læberne og munden. Hvis hjernen ikke får ilt nok, kan man også begynde at krampe og blive fjern og svær at komme i kontakt med. Langvarigt misbrug kan give nerveskader og blodmangel

Hvis man er i selskab med nogle, som er meget lattergas-påvirkede og er bekymret på deres vegne, kan man altid ringe til Giftlinjen, som har åben hele døgnet alle årets dage - på tlf. 82 12 12 12.

Men hvis en person har svært ved at trække vejret, begynder at blive blå om munden og ikke er til at komme i kontakt med, er det tegn på alvorlig forgiftning, og så skal man sørge for frisk luft, lejre på siden så der er frie luftveje, hvis ikke vedkommende retter sig straks ringe 112.

(Kilde: Giftlinjen)

menu
menu