Deltag i Stafet For Livet 2019!

Deltag i Stafet For Livet 2019!

- Kom og gør en forskel ved at være med til en 24-timers holdstafet den 31. august til 1. september 2019.

Det handler ikke om at komme først, men om at gå sammen for en fælles sag, hvor hvert skridt tæller, lyder opfordringen fra arrangementgruppen bag Stafet for Livet i Hvidovre.

Stafet For Livet er et døgn med aktiviteter, underholdning og oplysning, der giver håb og støtte til alle, der er berørt af kræft. Stafetten varer ét døgn for at symbolisere at det er hårdt arbejde døgnet rundt at leve med kræft.

Fighterne er stafettens æresgæster

Der vil til stafetten være helt særlige aktiviteter og underholdning dedikeret til Fighterne. Du er Fighter, hvis du er nuværende eller tidligere kræftpatient. Fighterne går den første runde på banen sammen. Fighterrunden er en stærk og rørende start på stafetten. Når du deltager som Fighter, giver du andre håb og styrke til at kæmpe deres personlige kamp og viser sammenhold i den fælles kamp mod kræft. Når solen går ned, vil der være en smuk og bevægende lysceremoni. Her bliver der tændt levende lys i papirsposer, som er dekoreret med et navn, en hilsen eller tegning, for at mindes eller støtte en du har kær i kampen mod kræft.

Tilmeld et hold

Stafetten foregår i hold, som man tilmelder på forhånd. På denne måde kan du og dine nærmeste støtte kampen mod kræft, samtidig med at I hygger jer sammen. Hvert hold skal have mindst én deltager på banen under hele stafetten. Man bestemmer selv tempoet til Stafet For Livet, så om du går, løber eller kravler rundt på banen, det er helt op til dig selv.

Man kan tilmelde sit hold og finde yderligere information om Stafet For Livet her: stafetforlivet.dk/stafet/hvidovre eller følg os på Facebook: Stafet for Livet - Hvidovre.

menu
menu