DET VIL RAMME CA 750 BORGERE

DET VIL RAMME
CA 750 BORGERE

Tøjvask-udliciteringen rammer kommunens svageste borgere, mener HANNE KJÆRSGAARD:

Fra den 31. januar 2020 kan borgere, der får hjælp til tøjvask af hjemmeplejen, ikke længere få vasket deres tøj, medmindre det kan tørretumbles, idet Hvidovre Kommune har valgt at udlicitere tøjvask til to private vaskeleverandører!

Tøjvasken, der hidtil har været gratis, kommer fremover til at koste 118 kr. om måneden for enlige og 200 kr. for par. Man kan derudover købe ekstra ydelser til f.eks. vask af dyner, puder m.m.

Dette kommer til at berøre ca. 750 hjemmeboende borgere.

Som pårørende til en datter på 35 år, der er bevilliget hjemmehjælp inkl. tøjvask, kan det forundre, at man vælger en sådan løsning. De fleste mennesker har en del tøj, der ikke tåler tørretumbling, og for min datters vedkommende drejer det sig om størstedelen af hendes garderobe. At hun så i sin tid fik bevilget en vaskemaskine i hjemmet og kun har behov for hjælp til at få tøjet hængt op, gør denne ordning endnu mere hovedrystende. Og hun er jo ikke den eneste, der har egen vaskemaskine.

Når det er sagt, så er det almen viden, at tøj der tørretumbles udsættes for slid, farver blegner og tøjet kryber. Dette vil indebære hyppigere køb af tøj for borgere, der er på lav indkomst. Desuden vil det i sig selv være svært, idet meget tøj ikke må tumbles.

Jeg kender så heller ikke nogen, inkl. min datter, der ville være godt tilpas med at gå i tøj, der ikke er vasket i lang tid og dermed så heller ikke vil lugte særlig godt!

Det klinger hult...

Det klinger meget hult i mine ører, når det er at læse i Hvidovre Avis, at flere partier i Hvidovre Kommune prioriterer de bløde velfærdsområder, når de samtidig træffer en beslutning, som er så indgribende for kommunens svageste borgere.

Det kan desuden forundre, at Hvidovre Ældreråd i deres høringssvar omkring udbud af tøjvask synes, det er en god ordning. Handicaprådet, som ikke er blevet hørt i denne sag, gør i deres generelle høringssvar vedr. kommunens budget opmærksom på, at de er skeptiske og finder beslutningen om udbud af tøjvask foruroligende.

Jeg sætter spørgsmålstegn ved, om denne nye ordning vitterlig er i de involverede borgeres interesse, eller om beslutningen mere handler om den 1,0 million kr., som kommunen forventer at spare ved dette tiltag?

Med venlig hilsen Hanne Kjærsgaard Gurrevej 14

menu
menu