DM-sølv til Charlotte og Tyler

DM-sølv til Charlotte og Tyler

I sidste weekend blev Danmarksmesterskaberne i de latinamerikanske danse afholdt af De Danske Danseskoler. Charlotte Silke Bondo (15) fra Hvidovre stillede op med sin partner Tyler Bendixen (14) efter knap 2½ måneders partnerskab. De deltog i den svære Junior 2 Konkurrence-række med 15 par, hvilket også var den række med flest deltagere. Selvom det kun var Tyler og Charlottes anden turnering sammen, formåede de at danse sig til en flot sølvmedalje.

Til dagligt træner parret hos Bendixen Dans i Grøndal MultiCenter hos Brit Bendixen, kendt fra Vild med Dans, og Micki Chow. Begge trænere var med til turneringen for at coache Tyler og Charlotte.

Charlotte har tidligere gået på Langhøjskolen i Hvidovre, men er i år startet på Team Danmark-linje på Falkonergårdens Gymnasium. Det giver hende mulighed for at tage en STX-uddannelse over fire år i stedet for de normale tre. Det giver mere tid til at træne. Ugentligt træner Charlotte mellem 20 og 30 timer. Det inkluderer både standard/latin træning, ballet, fitness og løbetræning.

Til turneringen bar Charlotte en smuk grøn og guld latinkjole fra det bulgarske mærke Paula George. Hun havde selv designet kjolen og havde matchende guldfarvede sko til. Desuden havde Charlotte selv sat hår og lagt matchende makeup til kjolen.

Både Tyler og Charlotte er meget stolte af deres udvikling samt flotte placering, og ser frem til næste turnering.

menu
menu